Det er skævt, at man kan investere på livet løs i de større byer, mens det er svært at realisere turismeprojekter i landdistrikterne, mener minister Morten Dahlin (V). Det vil han ændre på.
I Thy har Bent Kloster Thodsen igennem længere tid barslet med en idé, men det den har vist sig at være udfordrende. Han driver til hverdag Hanstholm Camping, men nærer samtidig en vision om at skabe noget nyt på grunden.
Bent Kloster Thodsen vil nemlig etablere Thy Seaside Resort, der beskrives som et helårs naturresort, hvor han gerne vil opføre et badehotel med op til 200 værelser samt hytter, sommerhuse, villaer i klitterne og shelters. Derudover skal der være konferencefaciliteter.
Det har dog hidtil vist sig vanskeligt at få grønt lys til projektet.
Da aftalekredsen bag planloven henimod slutningen af sidste år udstedte ni forsøgstilladelser til turismeprojekter langs de områder ved landets kyster, hvor det sædvanligvis ikke er tilladt at bygge, fik projektet som det eneste en såkaldt reservation i stedet for et klart ja eller nej.
Minister kom på besøg
Efterfølgende har Bent Kloster Thodsen kæmpet for at få den nødvendige tilladelse på plads således, at han kan komme i gang med at realisere planerne, og nu er rygtet om hans genvordigheder tilsyneladende nået til København. Derfor fik han besøg af ministeren.
Campingpladsejeren fik derfor mulighed for at forklare sin sag for minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V), da han kom på besøg sammen med borgmester Niels Jørgen Toft Pedersen (V) fra Thisted Kommune.
Efterfølgende har turismeministeren erklæret sig enig i Bent Kloster Thodsens betragtning om, at han mener, at det er mærkeligt, at hans projektet bremses, fordi det ikke passer ind i landskabet, selvom han fra campingpladsen har udsigt til flere høje vindmøller.
”Så hvorfor må Thy få vindmøllerne – men ikke det hotel, der kan skabe arbejdspladser og trække en halv milliard kroner i investeringer til området? Det giver ikke mening,” lyder det fra Morten Dahlin.
Kan ikke være rigtigt
I samme ombæring erklærer ministeren, at han ikke var taget til Hanstholm fra hovedstaden blot for at lytte. Han mener, at sagen om Thy Seaside Resort ikke alene bør føre til eftertanke men også til konkret handling på Christiansborg.
”Med mig havde jeg et klart budskab: Vi laver loven om. Så det bliver nemmere at sige ja til projekter som Bents – projekter, der skaber liv og udvikling i landdistrikterne. For det kan ikke være rigtigt, at man i København, Aarhus og Aalborg bare kan udvide og investere, mens man i Thy og andre egne konstant får nej.”
Relaterede artikler:
Turismeminister med på at forsøge at fjerne barriere

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


