Stella Maris. (Foto: Stella Maris | Facebook.com | PR)

Hotel endte med underskud – men ser lyst på i år

Selvom 2024 blev afsluttet med et underskud, lader hoteldirektør sig ikke slå ud af den grund, da han mener, at det vil se anderledes ud i år. ”Jeg tør godt lægge hånden på kogepladen,” lyder det.

Sammen med fodboldklubben OB, Odense Congress Centrer, Hotel Odeon er luksushotellet Stella Maris en af de virksomheder, der ejes af Odense Sport & Events.

I slutningen af marts kom oplevelseskoncernen med et årsregnskab, der viste et overskud på 5,8 millioner kroner sidste år, og nu har det forhenværende missionshotel, der ligger med udsigt over Svendborgsund, også gjort boet op.

Her har det dog været nødvendigt at finde de røde tal frem, da regnskabet skulle udgives. Stella Maris måtte nemlig tage til takke med et underskud sidste år, men hoteldirektør Lui Haas Jensen understreger, at han mener, at man trods alt er på rette vej.

Det kan ingen være tilfreds med
Det fremgår af regnskabet, at Stella Maris sidste år fik en bruttofortjeneste på 14,4 millioner kroner. Det er 12,5 procent højere før, da hotellet noterede knap 12,8 millioner kroner på denne post i årsregnskabet for 2023.

Resultatet før skat er dog endt med et underskud på 907.462, hvilket er en forbedring i forhold til året før, da Stella Maris på daværende tidspunkt fik et negativt resultat på 1,7 millioner kroner. Ifølge direktør Lui Haas Jensen er der en god forklaring på minusset.

”Der er ingen, der kan være tilfredse med at levere røde tal på den nederst linje i et regnskab. Heller ikke mig. Men en del af forklaringen på det negative resultat er høje interne renteudgifter, og havde disse været normaliseret, havde vi også svunget os op på et lille plus.”

Regner med overskud i år
Hoteldirektøren forklarer, at han vælger at hæfte sig ved de ting, som er gået Stella Maris’ vej sidste år. Man har blandt andet hentet Daniel Guldmann, der er landstræner for kokkelandsholdet og arbejdet på flere Michelin-restauranter, som køkkenchef.

Derudover er Stella Maris blevet et stop på veteranskibet M/S Helges rute i Svendborgsund, hvilket vil sige, at gæster nu kan sejle direkte fra Svendborg Havn til Stella Maris, mens Helge og andre større skibe også kan bookes i forbindelse med arrangementer på hotellet.

Dette kan lade sig gøre, fordi Stella Maris har fået tilladelse til at anlægge en landgangsbro, lyder det fra Lui Haas Jensen, der desuden oplever, at det millionbeløb, der er blevet skudt i projektet, er godt givet ud.

”Det er en investering i Stella Maris, men også i nærmiljøet. Vi mærker de positive effekter af i form af flere spisende gæster og flere bookinger, fordi vi i højere grad er blevet en oplevelsesdestination for vores lokalområde, hvilket jeg er enormt stolt af.”

”Jeg tør godt lægge hånden på kogepladen og forudse, at vi kommer ud af 2025 med et pænt overskud.”


Relaterede artikler:

Fynsk koncern lander millionoverskud

Hotel lukker ned og rykker på festival

Vender underskud til overskud