Støberiet (PR-foto).

Vandrerhjem skifter navn: Skal afspejle stedet bedre

I mere end 25 år har der været vandrerhjem i Svendborgs gamle jernstøberi. Nu tilføjer man dog også hotelværelser, og man har taget en navneforandring, som bedre skal afspejle stedets historie.

I mere end 25 år har Danhostel Svendborg taget imod gæster i den sydfynske by. Men nu ændrer tingene sig, for vandrerhjemmet bliver til Støberiet – Konference & Feriecenter.

Ifølge Støberiet skyldes navneforandringen, at man ønsker at afspejle stedets historie, kvalitet og brede udbud af oplevelser.

Overnatningsstedet har gennem årene hørt fra mange gæster, at de kun troede, at det var et vandrerhjem. Men det er ikke tilfældet, fortæller Mikael Hansen, formand for Fonden Svendborg Vandrerhjem og Feriecenter.

“Vi har i mange år kunnet se en øget interesse for overnatning i Svendborg og på dette sted. Vi ser også en masse nye spændende aktiviteter, som tilgodeser både lokale og gæster udefra. De historiske bygninger i Vestergade 45 er derfor ideelle rammer for gæster, som ønsker noget andet end hotel- eller campingovernatning. At navneskiftet samtidig vil gøre en vigtig del af Svendborgs historie mere synlig for alle, kan vi kun tilslutte os,” siger han.

Bygger på mere end 100 års historie
Bygningen, som huser Støberiet, er historisk i sig selv. I mere end 100 år var den hjemsted for L. Langes Jernstøberi, som i sin tid var en af Svendborgs største arbejdspladser.

Støberiet har samarbejdet med Svendborg Museum for at genskabe forbindelsen til fortiden ved at bringe originale kakkelovne og andre historiske genstande tilbage til deres oprindelige hjem. Derudover får stedets lokaler navne inspireret af bygningens fortid, mens faciliteterne fortsat er moderne.

“Det har været en stor fornøjelse at hjælpe med at synliggøre Langes historie i Støberiet. Langes Ovnstøberi var kendt for deres flotte ovne, og der er ikke noget bedre sted at opleve dem end dér, hvor de blev skabt,” udtaler Nils Valdersdorf Jensen, afdelingsleder på Svendborg Museum.

Fortsat en del af kæden
Støberiet – Konference & Feriecenter er fortsat en del af Danhostel-kæden, og man byder fortsat velkommen til klassiske vandrerhjemsgæster. Men man rækker også ud efter andre gæstegrupper.

Man udvider således tilbuddet med hotelværelser, en morgenmadsbuffet samt frokost- og aftenbuffet til konferencer og større grupper.

“Det har længe været mit ønske at bringe den store betydning, som Langes Jernstøberi har haft for Svendborg, frem i lyset igen. Nu bliver den en del af husets fremtid,” udtaler forpagter John Haurits.

Relaterede artikler:

Vil dokumentere bæredygtighed på alle vandrerhjem

Vandrerhjem oplever fremgang i hovedstaden

Længe undervejs: Salg af campingplads og vandrerhjem er gået op i en højere enhed