Visualisering af Heimathafen Hotels forslag til et badehotel på Rømø. (Illustration: Architekturbüro Ladehoff | Tønder Kommune | Facebook.com | PR)

Efter seks år: Tysk kæde dropper dansk hotel

Med en anslået pris på 500 millioner kroner, 100 værelser og 55 lejligheder er det et stort hotelprojekt, der nu er blevet skrinlagt på baggrund af en beslutning truffet i ministerie.

Siden 2019 har den tyske hotelkæde Heimathafen Hotels arbejdet med en plan om at opføre et nyt badehotel med en anslået pris på omkring en halv milliard kroner ved Lakolk på Rømø, men nu er drømmen slukket.

Det var meningen, at hotellet skulle have 100 værelser og 55 lejligheder, og planerne var så fremskredne, at Heimathafen Hotels og Tønder Kommune havde indgået en betinget købsaftale om det areal, hvor hotellet var planlagt til at skulle ligge.

Selskabet har dog netop oplyst, at man trækker sig. Beslutningen er truffet på baggrund af, at By-, Land- og Kirkeministeriet har afgjort, at badehotellet ikke bliver en del af forsøgsordningen for kyst- og naturprojekter.

Afslaget betyder, at man ikke kan opnå de nødvendige tilladelser og en byggeretsgivende lokalplan, hvilket parterne på forhånd havde aftalt, var en forudsætning for, at handlen kunne gennemføres.

Kunne give et tiltrængt løft
Tønder Kommune forklarer, at man er kede af, at Heimathafen Hotels nu dropper planerne. Det er tidligere blevet anslået, at badehotellet ville bidrage med omkring 100.000 årlige overnatninger til Rømø.

”Vi havde håbet, at hotellet kunne være med til at skabe flere helårsjobs og give Rømø et tiltrængt løft. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi har stor respekt for processen og de mange perspektiver, der har været i spil,” siger borgmester Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti.

Heimathafen Hotels planer har delt vandene efter, at de blev præsenteret for offentligheden. Det var nemlig ikke alle, der mente, at det var den rigtige vej frem.

”På trods af den offentlige debat har der hele tiden været en bred opbakning til projektet i kommunalbestyrelsen. Der er hele tiden taget hensyn til naturen, men vi oplever måske, at der er opstået et nyt syn på volumen og proportioner, som vi skal være bedre til at italesætte.”

Lader døren stå på klem
Efter at hotelkæden har trukket sig fra købsaftalen er næste skridt, at der skal tages stilling til, hvad det givne område så skal bruges til. Det skal politikerne i Tønder Kommune forsøge at finde frem til i den kommende tid, men det understreges at helårsturisme og erhverv er et fokuspunkt.

”Nu ser vi fremad og fortsætter arbejdet med at finde nye veje for udviklingen af området – veje, der både tager hensyn til naturen og samtidig skaber værdi for både Rømø og resten af kommunen,” slår borgmesteren fast.

Et af fundamenterne for drøftelserne bliver et tidligere godkendt mulighedsstudie om Lakolk og områdets udvikling. Det rummer idéer til blandt andet nye overnatningsmuligheder, bedre trafikforhold og styrket sammenhæng mellem butikscenter, camping og natur.

Selvom hotelplanerne ikke bliver virkelighed i denne omgang, har Heimathafen Hotels ikke mistet interessen for Lakolk. Hvis der på sigt bliver skabt plangrundlag for hotelbyggeri gennem et nyt offentligt udbud, vil selskabet kigge på området igen, lyder det.


Relaterede artikler:

Kontroversielt hotelprojekt er populært blandt naboerne

Hotelprojekt vil ommøblere landskabet

Tysk hotelkæde bygger første hotel i Danmark