Tog fra DSB. (Foto: Henrik Baumgarten)

DSB om resultat: ”Det er særdeles tilfredsstillende”

I årets første kvartal har DSB både haft fremgang i antallet af solgte rejser, held til at løfte de økonomiske nøgletal i forhold til sidste år og fået øget punktligheden i forhold til 2024.

DSB har fået løftet økonomien i løbet af de første tre måneder af det igangværende år, hvis man sammenligner med samme tidsrum i 2024. Det oplyser statsbanerne fredag i forbindelse med, at årets første kvartalsregnskab er blevet offentliggjort.

Heri fremgår det, at DSB havde indtægter for i alt 3,1 milliarder kroner i kvartalet. Det er 10,7 procent højere end sidste år, hvor tallet var 2,8 milliarder kroner. 1,4 milliarder kroner var passageromsætning. Den udgjorde 1,3 milliarder kroner i første kvartal 2024 og er altså løftet med 7,6 procent.

DSB oplyser, at antallet før skat ligeledes højere, end tilfældet var sidste år ved samme tid. Det var på 225 millioner kroner, hvilket er 122 procent højere end for et år siden. Her landede man nemlig et positivt kvartalsresultat på 101 millioner kroner.

Har solgt flere rejser
I januar, februar og marts er der blevet skruet op for salget. Ifølge DSB har man i kvartalet solgt 41,5 millioner rejser. Det antal repræsenterer en stigning på 1,7 procent i forhold til de første tre måneder af 2024, da det på daværende tidspunkt beløb sig til 40,8 millioner rejser.

DSB tilskriver selv de øgede resultatet det stigende antal solgte rejser og et stort salg af de såkaldte Orange-billetter. Derudover har man også haft held til at få flere kunder til at benytte sig af digitale løsninger såsom Rejsekortet og DSB’s egen app.

Skal bygge videre på resultater
Selskabet hæfter sig desuden ved, at punktligheden har været tilfredsstilledende i kvartalet.

For S-togene var kundepunktligheden 0,2 procentpoint højere og på 96,7 procent i forhold til 96,5 i samme periode sidste år, mens den for fjern- og regionaltog er kundepunktligheden steg med 1,8 procentpoint fra 78,5 til 80,3 procent.

Flemming Jensen, der er administrerende direktør for DSB, erklærer sig i en kommentar til kvartalsregnskabet godt tilfreds med den udvikling, som man har været vidne til i løbet af årets første tre måneder.

”Det er særdeles tilfredsstillende, at vi fastholder en solid punktlighed og stigende rejsetal. Det skal vi bygge videre på resten af året,” slår den administrerende direktør fast.


Relaterede artikler:

DSB på vej mod rekord: Især to juledage bliver travle

Flere har rejst med DSB i 2024

DSB lander trecifret millionoverskud