Tog fra DSB. (Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen | DSB | PR)

Flere har rejst med DSB i 2024

DSB har haft flere rejsende i de første ni måneder af 2024, og det slår igennem på bundlinjen. Samtidig er der større efterspørgsel på erhvervsrejser og rejser til udlandet med tog.

Det er gået godt for DSB i de første ni måneder af 2024. Det viser en rapport over årets første tre kvartaler, som DSB for nylig har offentliggjort.

I perioden var der i alt 124,4 millioner rejser med DSB’s tog, hvilket er en stigning på fem procent sammenlignet med 2023. I tredje kvartal alene var der 40,5 millioner rejser – tre procent flere end året forinden.

I delårsrapporten fremgår det også, at DSB i årets første ni måneder havde et overskud på 541 millioner kroner, hvilket er en væsentlig stigning sammenlignet med overskuddet på 427 millioner kroner i samme periode sidste år.

”Resultatet i 2024 er positivt påvirket af øget passageromsætning blandt andet som følge af væksten i antal rejser,” lyder det fra DSB.

Flere kunder på alle markeder
Det højere antal solgte rejser er understøttet af en kundevækst i alle markeder, oplyser DSB. Det er dog primært rejser med S-tog og regionaltog på Sjælland samt togrejser over Storebælt, som har drevet væksten.

Når det gælder S-tog, var væksten i antallet af rejser fem procent i årets første ni måneder. Det svarer til en vækst på 3,8 millioner rejser. DSB oplyser, at væksten procentuelt er jævnt fordelt på alle ugedage, og at den især er drevet af et øget salg af pendlerkort og fredage med store koncerter i København. I tredje kvartal alene blev der foretaget 26,6 millioner rejser, hvilket er en vækst på tre procent sammenlignet med samme tid sidste år.

Når det gælder regionaltogstrafikken på Sjælland, lyder væksten på tre procent, og der blev således foretaget 25,8 millioner rejser. Det hænger særligt sammen med et øget salg af de billigere Orange-billetter.

I samme periode blev der foretaget 6,6 millioner rejser over Storebælt, hvilket er en stigning på ni procent. Det skyldes særligt et øget udbud af Orange-billetter og markant flere erhvervskunder.

Flere erhvervsaftaler og udenlandsrejser
Det forøgede antal erhvervskunder skyldes ifølge DSB dels, at virksomheder er blevet mere miljøbevidste, men også en målrettet salgsindsats mod virksomheder, som har bidraget til, at antallet af virksomhedsaftaler er blevet forøget med 15 procent i forhold til 2023.

Det betyder samtidig, at omsætningen på erhvervsrejser er steget med 17 procent sammenlignet med de første ni måneder i 2023, og i tredje kvartal alene lå antallet af erhvervsrejser fem procent højere end samme periode sidste år.

Det lader også til, at lysten til at rejse udenlands med tog er blevet større blandt forbrugerne. I årets første ni måneder er der således solgt otte procent flere internationale rejser i forhold til samme periode sidste år.

I sommermånederne juni til og med august har DSB solgt 22 procent flere pladsreservationer mellem Danmark og Tyskland end i samme periode i 2023.

Belægningen på de internationale dagstog har desuden ligget mellem 85 og 90 procent, og mange afgange har været helt udsolgt, oplyser DSB.

 

Relaterede artikler:

DSB lander trecifret millionoverskud

DSB forøger overskud markant i 2023

Høje priser kaster skygger over DSB-regnskab