Hotel Pejsegården er en del af Danske Hoteller. (Foto: Destination Kystlandet)

Danske Hoteller: ”Vi slår alle andre”

For nylig landede den nye SKI-aftale for konferencer og møder. Først lød det fra én dansk hotelkæde, at man har flest hoteller på listen, men nu lyder det fra Danske Hoteller, at man slår konkurrenterne.

Tirsdag var der glæde at spore hos Comwell Hotels. Hotelkæden har nemlig fået 11 hoteller med på den kommende SKI-aftale for konferencer, seminarer og møder, som træder i kraft den 10. maj 2025.

Med andre ord har staten, kommuner og regioner mulighed for at gøre indkøb hos 11 ud af 16 hoteller i kæden.

“Vi er stolte af, at 11 af vores hoteller er udvalgt til at komme på den nye SKI-aftale. Det bekræfter os i, at vores møde- og konferencekoncept imødekommer de offentlige kunders behov – både når det gælder kvalitet, service og bæredygtighed. Det forpligter, og vi gør os som altid umage med at skabe rammerne for udbytterige møder og tilbyde vores velkendte høje service og skræddersyede løsninger,” siger Michael Hansen, kommerciel direktør hos Comwell Hotels i en pressemeddelelse om aftalen.

Og mens Comwell bestemt har haft succes med at få sine hoteller med på listen, er der dog en hage. I pressemeddelelsen lød det fra Comwell, at kæden har flest hoteller og venues på listen. Men nu lyder det fra Danske Hoteller, at det er dem, der er størst.

Ser sig som den foretrukne samarbejdspartner
Danske Hoteller har fået 14 hoteller ud af 26 i kæden med i SKI-aftalen, oplyser man, og en eftertælling, som Turisme24.dk har foretaget, viser, at det oplyste antal er korrekt.

”Hele 14 af vores hoteller er blevet tildelt en plads på rammeaftalen – og dermed slår vi alle andre kæder på listen,” skriver Danske Hoteller på LinkedIn. Her udtrykker vicedirektør Jørgen Christensen sin glæde.

“At 14 af vores hoteller er med på SKI-aftalen, viser, at vi ikke bare er en landsdækkende hotelkæde – vi er også den foretrukne samarbejdspartner for det offentlige. Vi ser frem til at byde både gamle og nye kunder velkommen i vores hyggelige og professionelle rammer,” siger han.

Giver tilladelse til offentlige indkøb
I den nye SKI-aftale er der i alt 124 leverandører. Det er blandt disse, at staten, kommuner, regioner og andre offentlige organisationer frit kan vælge, hvor det vil afholde deres møder, konferencer og seminarer. Og i år har der været ekstra fokus på at komme ud i krogene af landet.

”På den nye aftale kan den offentlige sektor finde endnu flere konferencesteder på tværs af Danmark fra Skagen til Gedser. Aftalen rummer et bredt felt af leverandører med faciliteter i både små og store byer. Det har været et stort ønske fra både kunder og leverandører, at aftalen blev endnu bedre dækkende for landet, og vi er glade for, at det er lykkedes,” udtalte Christian Lunding, der er udbudsdirektør i SKI (Staten og Kommunernes Indkøbsservice, red.), i forbindelse med aftalens offentliggørelse.

På listen er der også tildelt 23 passive leverandører på standby-pladser, som får mulighed for at træde ind på rammeaftalen, hvis en rammeaftale med en af de tildelte leverandører ophører. Her har Danske Hoteller et enkelt hotel i form af Hotel Årslev Kro, mens Comwell Aarhus også har fået en standby-plads.

I år har bæredygtighed spillet en central rolle i, hvilke konferencesteder der har fået plads på den nye aftale, oplyses det.

Tilbudsgiverne har således fået flere point i evalueringen, hvis de for eksempel er certificeret med Green Key, Svanemærket eller lever op til tilsvarende krav. En høj andel af økologisk forplejning i deres sortiment samt ladestandere har også givet ekstra point.

Relaterede artikler:

Ny SKI-aftale lægger vægt på grønne krav

Efter fejl: SKI-aftale sendt i genudbud

Fuld plade på SKI-aftale hos hotelkæde