Deltagere i folkemødet. (Foto: Pelle Rink | Folkemødet | PR)

Bruger trecifret millionbeløb under Folkemødet

En ny analyse dokumenterer den effekt, som Folkemødet har på Bornholm og til dels i resten af landet. På øen tegner det sig for op mod seks procent af den årlige turisme.

Det kan være svært at skaffe en fly- eller færgebillet, når Folkemødet nærmer sig. Hvert år strømmer organisationer, virksomheder, journalister og politikere nemlig til Bornholm for at deltage i begivenheden, der har fundet sted i og omkring Allinge siden 2011.

Selvom Folkemødet for længst har mejslet sig ind som et fast punkt på årshjulet hos mange, er det dog først nu, at man får et konkret bud på, hvor mange penge og arbejdspladser, som det rent faktisk bidrager med til lokalområdet. Det skriver TV2 Bornholm.

Det gør man, fordi forskere fra Center for Regional- og Turismeforskning ved Aalborg Universitet har udarbejdet en ny analyse, hvori den effekt, som Folkemødet har på klippeøen, kortlægges.

Omfatter flere elementer
I analysen skelnes der mellem den turismemæssig betydning samt de samlede effekter af Folkemødet.

Hvis man kigger på førstnævnte, konkluderes det, at turismeforbruget på Folkemødet er på mellem 198 og 230 millioner kroner, hvilket svarer til fem til seks procent af den samlede turisme på Bornholm. VisitDenmark opgjorde i 2023 den til at have en værdi på 4,4 milliarder kroner.

Det samlede forbrug består samlet set af flere delelementer. Det gælder blandt andet den såkaldte bruttoværditilvækst, hvilket er et begreb, der benyttes om den andel af en indtægt, der er tilbage, når man trækker beløb fra, som ryger videre.

Når man tager det i betragtning, er resultatet, at Folkemødet har en samlet værdi på mellem 94 og 110 millioner kroner i hele landet, og heraf bliver mellem 46 til 54 millioner på Bornholm. I tillæg hertil skaber det 169 til 196 årsværk, og ud af disse tegner øen sig for 100 til 116 årsværk, ligesom mødet bidrager med op til seks millioner kroner i kommunale skatter på øen.

Må ikke hvile på laurbærrene
Center for Regional- og Turismeforskning vurderer desuden, at der finder mellem 55.000 og 64.000 kommercielle samt 169.000 til 196.000 ikke-kommercielle overnatninger sted under Folkemødet.

Hos Foreningen Folkemødet slår direktør Signe Saabye Ottosen fast, at det er glædeligt, at den faktiske effekt af den store begivenhed nu er blevet dokumenteret. Over for TV2 Bornholm understreger hun samtidig, at det kræver en løbende indsats, hvis man skal fastholde den position.

”Det betyder meget at skabe lokal vækst og være Bornholms værtskab. Det er jo fedt at få sort på hvidt, hvilken effekt Folkemødet har på lokaløkonomi og beskæftigelse. Der skyder flere demokratifestivaller op. Vi skal blive ved med at udvikle os, så vi kan forblive den største.”


Relaterede artikler:

Tager temperaturen på turismen til Folkemødet

HORESTA sætter kendte politikere i stævne på Folkemødet

Folkemødet ser frem til mulig besøgsrekord