Flere små film skal åbne de hollandske campisters øjne for mulighederne på Sjælland. Det er i hvert fald håbet hos en række aktører, der står bag et nyt reklamefremstød målrettet disse turister.
VisitDenmark og Destination Sjælland har slået pjalterne sammen med Nederlandse Kampeerauto Club (NKC), der er en stor interesseorganisation for autocampere i Holland og Europa, samt Auto Camper Service International (ACSI), som blandt andet udgiver en guide til campingpladser.
Omdrejningspunktet for samarbejdet er et ønske om, at flere hollændere skal finde vej til de vestsjællandske campingpladser, da de er attraktiv form for turister, da hollænderne blandt andet holder ferie i maj, hvor der sædvanligvis ikke er så travlt på pladserne herhjemme.
Blev fulgt af kamerahold
Destination Sjælland lagde ud med at sammensætte to forskellige ture for de autocampister, som NKC har kontakt til. Disse er målrettet to segmenter kaldet ’livsnydere og kulturelskere’ samt ’samvittighedsfulde familier’ og ligger i den periode i maj, hvor hollænderne holder ferie.
Derudover blev der indgået en aftale med ACSI, der gik ud på fire af de testpersoner, der udvælges til at deltage i organisationens Freelife TestTour, hvor vinderne får til opgave at afprøve udstyr og nye destinationer i Europa, skulle en tur til Sjælland.
De to vinderpar blev udstyret med elbiler og campingvogne, hvorefter de drog mod Danmark i maj. De var dog ikke alene, men blev fulgt af et filmhold fra ACSI, som dokumenterede deres oplevelser her til lands, hvor de blandt andet deltog i en keramikworkshop, lavede mad over bål og var til vinsmagning.
Finder markedet interessant
Morten Jensen, der er direktør i Destination Sjælland, forklarer, at der er flere forskellige årsager til, at man har rettet blikket mod Holland.
”Med 22 campingpladser fordelt på hele destinationen udgør camping vores største overnatningsform. Der er stort potentiale for vækst i netop dette segment og særligt, hvis vi kan tiltrække gæster i skuldersæsonen.”
”Kombinationen af, at nederlænderne holder ferie i maj, samt at antallet af nederlandske campister er i vækst, gjorde det interessant for os at satse på dette marked.”
Forsvinder ikke
Aktørerne valgte at gå lidt anderledes til værks, da Destination Sjælland ikke har det største økonomiske råderum, fortæller senior marketing manager Maudy van der Laan-Zweekhorst fra VisitDenmark Nederlandene.
”Da vi arbejdede med et begrænset budget og en destination, som ikke er kendt i Nederlandene, måtte vi finde samarbejdspartnere, der kunne hjælpe med både at udvikle godt content og sprede budskabet,”
”Samarbejdet med NKC og ACSI giver os mulighed for at fortælle om Sjælland på nye måder,” forklarer hun yderligere.
”Historien bliver fortalt gennem testpersonerne, og det er deres oplevelser, som bliver synliggjort i blandt andet podcasts, nyhedsbreve og på sociale medier over for en meget relevant målgruppe. Og til forskel fra en klassisk kampagne forsvinder indholdet ikke bagefter.”
Relaterede artikler:
Femern giver tyskere lyst til ferie i Østdanmark

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


