Om fem år bliver Østdanmark mere tilgængelig for tyskerne, når Femern-tunnelen åbner. Mange tyskere er interesserede i en ferie i regionen, men der mangler overnatningskapacitet.
Om fem år bliver det nemmere for tyskerne at rejse til Østdanmark. Her åbner Femern Bælt-tunnelen, og for 52 procent af de rejselystne tyskere øger tunnelforbindelsen mellem Danmark og Tyskland sandsynligheden for, at de i fremtiden vil holde ferie under østdanske himmelstrøg.
Mens 10 millioner tyskere allerede i dag har et besøg på Sjælland, Lolland-Falster og Møn på listen over feriemuligheder i de kommende tre år, finder fem millioner tyskere det mere sandsynligt, at de vil rejse til de nævnte øer, når Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029.
Tallene kommer fra en analyse, som turismealliancen SMA-Z (Strategic Marketing Alliance – Zealand, red.) står bag. Alliancen er et samarbejde mellem Visit Sydsjælland og Møn, VisitFjordlandet, VisitNordsjælland, Destination Sjælland og Visit Lolland-Falster. Derudover indgår også VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme, Erhvervshus Sjælland og Erhvervshus Hovedstaden.
Undersøgelsen er foretaget af analysebureauet Silverlining og er blevet besvaret af i alt 4.035 tyskere fra 11 forskellige delstater i april 2024. Det er særligt den kortere rejsetid og nemme adgang, som tunnelforbindelsen giver, der virker tiltrækkende på tyskerne, oplyser Visit Lolland-Falster i en pressemeddelelse.
Vil øge antallet af overnatninger markant
Mens flere tyskere overvejer at rejse til Østdanmark, når den nye tunnel åbner, viser turismeøkonomiske beregninger, at antallet af internationale overnatninger i Region Sjælland vil stige med mere end 500.000 netop fordi Femern Bælt-tunnelen øger tilgængeligheden.
Beregningerne stammer fra en analyse foretaget af HBS Economics, der ikke tager højde for de turismefremmende aktiviteter, der bygger oven på den nemme adgang til Danmark.
Lindy Kjøller, destinationschef i Visit Lolland-Falster og projektchef for SMA-Z, er glad for analysen. Han mener, at Femern Bælt-tunnelen vil ændre hele turistbranchens selvopfattelse på den østlige side af Storebælt.
”I mange år har vi på Sjælland, Lolland-Falster og Møn været vant til at tænke den danske gæst først, fordi det er dem, vi har flest af. Men om få år kan det billede være vendt helt på hovedet, og så er det altså de tyske turister, der fylder feriehusene og hotelsengene. Det stiller nye krav til vores modtagerapparat,” siger han.
Skal omstille virksomheder
Ændringerne i turismesammensætningen i Østdanmark betyder, at turismevirksomheder nu skal til at indtænke tysktalende personale, skiltning og hjemmesider på tysk.
Hele 46 procent af de adspurgte tyske turister svarer, at det er vigtigt for dem, at personalet forstår og taler tysk, og 55 procent angiver, at de foretrækker brochurer, kort og guides på deres modersmål.
Selvom det er positivt, at hele 10 millioner tyskere kan finde vej til Sjælland, Lolland-Falster og Møn i løbet af de kommende tre år, skaber det også nogle udfordringer, som skal håndteres, fortæller Lindy Kjøller.
”Overnatningskapacitet og kvalificeret arbejdskraft er de største barrierer for vækst. Femern Bælt-tunnelen kan ende med at løse vores udfordringer med arbejdskraft, fordi vi pludselig kan tiltrække medarbejdere fra et meget større opland. Men tunnelen åbner også op for helt nye kundegrupper fra de nordtyske storbyer, som foretrækker at overnatte på hotel, og dem har vi for få af,” siger han.
Feriehuse er i front
43 procent af undersøgelsens respondenter fra Berlin angiver, at det er sandsynligt, at de vil rejse til Sjælland og Lolland-Falster. Selvom denne målgruppe foretrækker at tilbringe natten på et hotelværelse, er feriehusene dog den mest populære overnatningsform blandt tyskerne, og dem er der også mangel på i regionen, fortæller Lindy Kjøller.
”På Lolland-Falster har vi knap 11.900 feriehuse, men det er kun 10 procent, der bliver udlejet, og det er en generel udfordring i Østdanmark. Derfor skal det gøres mere attraktivt at leje sin feriebolig ud,” siger han.
70 procent af de tyske respondenter i undersøgelsen ville foretrække at bo i et feriehus, hvis de skulle holde ferie på Sjælland og Lolland-Falster, mens den næstmest populære overnatningsform er hotel med 51 procent. Hver respondent har kunnet vælge flere overnatningstyper, oplyses det.
Relaterede artikler:
Femern-udstillinger er mere populære end sidste år