Admiral Hotel i København. (Foto: Henrik Baumgarten).

Flygter fra varme: Sydeuropæere kommer til Danmark

De seneste ni år er antallet af sydeuropæiske turister i Danmark steget markant. Det er blandt andet varmt sommervejr, som får sydeuropæerne til at trække nordpå, lyder det fra VisitDenmark.

Mens danskere i disse uger rejser sydpå for at nyde godt af sydens sol, rejser et stigende antal sydeuropæere mod køligere himmelstrøg i Danmark. Tal fra Danmarks Statistik viser således, at antallet af sydeuropæiske feriegæster er steget kraftigt mellem 2014 og 2023.

Antallet af Franskmænd er for eksempel steget med 114 procent fra 219.820 i 2014 til 470.987 i 2023. For spanierne er antallet af turister steget med 108 procent fra 160.172 i 2014 til 333.852 i 2023. Til sammenligning er antallet af udenlandske turister overordnet set steget med 39 procent siden 2014.

Til Ritzau fortæller VisitDenmarks markedschef for Italien og Frankrig, Ghita Scharling Sørensens, at VisitDenmark i en del år har forsøgt at profilere Danmark i udlandet gennem Michelin-stjerner og kokkepriser, og det har det sydeuropæiske marked reageret på.

Men en ny tendens, som er opstået det seneste par år, er at sydeuropæerne søger på ferie nordpå, fordi de seneste års hedebølger har betydet, at det er svært at være aktiv i varmen, hvilket også skaber trængsel på landenes strande.

”Der er flere, der begynder at vælge en ferie i Nordeuropa, hvor man kan være mere aktiv og få et frisk pust,” siger Ghita Scharling Sørensen til Ritzau.

Forventer fortsat vækst
Mens der over de seneste ni år har været vækst i antallet af sydeuropæiske turister, regner den danske turistbranche ikke med, at væksten vil stoppe. Det fortæller HORESTA’s viceadministrerende direktør, Jeppe Møller-Herskind til Ritzau.

Han underbygger blandt andet påstanden med, at de danske hoteller øger deres kapacitet, så der er plads til flere rejsende i Danmark i fremtiden.

Aktuelt er der i øvrigt hedebølge i Europa, og således ventes der at komme temperaturer på op mod 40 grader, mens der allerede er blevet slået varmerekorder flere steder tidligere på sæsonen.

Ekstremt vejr får turister til at genoverveje ferien
VisitDenmark offentliggjorde tidligere i denne uge en undersøgelse, som viser, at vejret har stor indflydelse på turisternes rejsevaner.

9.000 turister i dansk turismes prioriterede markeder Norge, Sverige, Tyskland, Nederlandene, Greater London, Paris, Rom og Milano deltog i undersøgelsen, og her svarer 46 procent, at ekstremt vejr i 2023 påvirkede deres ferie i negativ retning. Det var især meget høje temperaturer og store mængder regn, som påvirkede ferieoplevelsen negativt, men også storme, for køligt og ustabilt vejr for årstiden samt skovbrande spillede ind, fremgår det af VisitDenmarks undersøgelse.

Varme og regn var de største gener for turisterne. 19 procent svarer, at ekstrem varme havde negativ indvirkning på deres ferie i 2023, mens 17 procent svarede, at store mængder regn havde negativ indvirkning.

 

Relaterede artikler:

Ekstremt vejr får turister til at genoverveje deres ferie

Nu kommer tyskerne endelig

Størst vækst i turistovernatninger i hovedstaden