Feriehus. (Foto: Sol og Strand Klitmøller)

Vil sætte feriehusskat på dagsordenen

Når feriehuse bliver beskattet, går pengene i dag til de kommuner, hvor ejerne bor. Hos Feriehusudlejernes Brancheforening ønsker man at sætte en ny model til debat på Folkemødet.

Når Folkemødet bliver skudt i gang den 12. juni, ønsker Feriehusudlejernes Brancheforening at sætte Danmarks største overnatningsform, feriehusene, på dagsordenen.

Navnlig ønsker foreningen at diskutere, om det er fair, at skatten følger husets ejer og ikke feriehuset, når det lejes ud, og man vil diskutere, om feriehuskommunerne kan tilgodeses bedre. Det kommer til at ske torsdag den 12. juni klokken 16.45 ved brandstationen, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Med til at diskutere emnerne er et panel, som består af Niels Jørgen Mau, projektchef hos Vive, folketingsmedlemmerne Karsten Filsø (SF) og Louise Elholm (V), medlem af Københavns Kommunes borgerrepræsentation Troels Christian Jakobsen (ALT) og Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Gæsterne tænker på helhedsoplevelsen
Mens flere forskellige synsvinkler er repræsenteret til debatten, kommer Feriehusudlejernes Brancheforening også med deres egne holdninger.

De påpeger, at man som gæst på en destination bedømmer ferien på helhedsoplevelsen. Man ser på, om overnatningsfaciliteterne er gode, om der er spændende oplevelser, om gåturen i det grønne er en god oplevelse, og om strandturen var tryg og god.

Med andre ord skelner man ikke mellem kommercielle og ikke-kommercielle forhold, og samspillet og udviklingsindsatser mellem det offentlige og private er vigtige.

Presset på økonomien
Feriehusudlejernes Brancheforening påpeger også, at mange kommuner er presset på økonomien. Det drejer sig særligt om kommuner i landdistrikterne, og derfor er nogle kommuner begyndt at øjne en turismeskat.

Det mener Feriehusudlejernes Brancheforening er en dårlig idé. For turisterne skaber allerede omsætning og arbejdspladser, og turismen er landets fjerdestørste eksporterhverv. Til gengæld mener brancheforeningen, at staten kan gøre mere for at hjælpe erhvervet.

Således ønsker man, at beskatningen bliver omfordelt på udlejning af sommerhuse, så indtægten, der skabes i lokalområder, bliver i lokalområderne – for eksempel ved at lade skatten følge feriehuset i stedet for husets ejere.

Det vil nemlig betyde, at skatteindtægterne vil blive i kommunerne, hvor feriehusene ligger, i stedet for som i dag i kommunerne, hvor ejerne er. Det mener man vil betyde, at omkring 500 millioner kroner flyttes fra de store bykommuner til kommuner, som har stor udlejning af feriehuse.

”Det er en fair ændring, da kommuner med udlejning af feriehuse har store udgifter til for eksempel vedligeholdelse af pladser og veje, rengøring og vedligeholdelse af offentlige toiletter, strandrensning og kontrol af badevandskvalitet og badeflag,” skriver Feriehusudlejernes Brancheforening.

 

Relaterede artikler:

Sigter efter 50.000 ferieboliger om fem år

Nyt portræt af dansk turismes største målgruppe

Minister: Feriehusudlejning er turismelokomotiv