I fremtiden skal det være muligt for studerende i Aalborg at tjene en ekstra skærv på at leje studieboligen ud. Det mener Radikale Venstre, som ønsker lempelige regler.
Det skal være muligt for studerende at tjene penge på at leje deres studieboliger ud igennem Airbnb. Det mener Radikale Venstre i Aalborg.
”Vi mener, at det bør være en mulighed. Derfor har vi en ambition om politisk at tillade udlejning,” siger Steffen Helledie, byrådskandidat for partiet, til TV2 Nord.
Han uddyber, at det er en oplagt mulighed for, at studerende kan få flere penge på lommen og øge omsætningen hos erhvervsdrivende.
Som det er i dag, må studieboliger ikke korttidsudlejes, men står det til Helledie, skal det altså ændre sig.
Skattefrit beløb på bankkontoen
Konkret ønsker Radikale Venstre i Aalborg, at studieboligerne skal kunne lejes ud i maksimalt 70 dage årligt. Samtidig skal de studerende skattefrit kunne tjene 33.500 kroner årligt på korttidsudlejningen.
Steffen Helledie fortæller samtidig, at han ikke er bekymret for, at slækkede Airbnb-regler vil skade Aalborgs hoteller eller blive misbrugt.
Dels har han tiltro til de studerende og boligselskaberne, og dels mener han, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Af samme grund indeholder forslaget heller ikke, at der skal være særligt opsyn med korttidsudlejningen. Radikale Venstre i Aalborg håber, at de nye regler kan være klar til næste sommer.
Fra Steffen Helledie lyder det, at han er af den opfattelse, at reglerne kan søsættes af byrådet, men at det godt kan være, at der er national lovgivning, som er til hinder.
Branche: Skævvridning af markedet
Mens Steffen Helledie altså ikke ser nogen problemer, så er situationen bestemt ikke den samme i branchen. Sådan siger Christina Frederiksen, formand for HORESTA i Nordjylland, til TV2 Nord.
Hun mener ikke, at det er rimeligt, at man har skabt et marked, hvor hoteller og andre professionelle udbydere skal overholde krav, mens private udlejere i praksis ikke er kontrolleret på nogen måde.
Christina Frederiksen siger egentlig, at korttidsudlejninger er et godt supplement til andre overnatningsformer, men Airbnb skaber en skævvridning af markedet, hvis reglerne er for lempelige. Hun mener, at der mangler regler, som ikke nødvendigvis skal være én til én de samme som for hoteller, men dog, så der tages stilling til overnatningsformen.
Relaterede artikler:
Kritiserer nyt Airbnb-forslag fra Liberal Alliance

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


