Optimeet-messen bød på 255 stande i 2023. (PR-foto).

Stor mødemesse flytter i større rammer

Nordens største messe for møde- og eventindkøbere flytter lokation, næste gang den løber af stablen. Man har haft brug for mere plads, og de nye rammer giver mulighed for mere kreativitet, lyder det.

Nordens største messe for møde- og eventindkøbere, Optimeet, løb sidst af stablen i slutningen af marts, og her kunne besøgende gå på opdagelse i 255 stande. Messen blev afholdt i Forum København, men sådan bliver det ikke næste gang, oplyser Optimeet i en pressemeddelelse.

Næste gang, messen finder sted, kommer det til at ske i Bella Center den 20. marts 2025, hvor Bella Centers nye, multifunktionelle hal Bella Arena kommer til at danne rammen om messen. Det giver plads til 30-40 nye udstillere og totalt mere end 300 udstillere, lyder det fra Optimeet.

”Det er med en vis tristhed, at Optimeet forlader det ikoniske Forum på Frederiksberg. Den store efterspørgsel på stande har imidlertid gjort det nødvendigt at finde en større lokation. Optimeet og Bella Center har længe drøftet mulighederne for en messe i Bella Center, og nu bliver det en realitet. Flytningen vil gøre messen til en uforglemmelig oplevelse, hvor netværk, inspiration og forretningsmuligheder mødes på et helt nyt niveau,” lyder det fra Jacob Nedergaard, administrerende direktør i Optimeet.

Giver nye muligheder
Flytningen ind i Bella Arena hal D giver flere kvadratmeter at boltre sig på, og dermed er der ikke blot plads til flere men også større stande.

Dette åbner også for nye samarbejder med både danske og internationale destinationer og udstillere, og de ekstra kvadratmeter vil muliggøre et større fokus på kreativitet og innovation, lyder det fra Optimeet.

Flytningen til Bella Center er også et led i at gøre messen mere bæredygtig. Bella Group arbejder nemlig ud fra begrebet Responsible Hospitality, og Bella Arena har opnået DGNB Gold Certification, som er en af de højeste certificeringer for bæredygtigt byggeri. Generelt råder Bella Arena også over faciliteter, som Optimeet efterspørger, fortæller Jacob Nedergaard.

“Bella Arena byder på de bedste tekniske faciliteter. Med højt til loftet, flotte indgangsforhold, fremragende parkeringsmuligheder og overnatning på AC Hotel by Marriott, Bella Sky, lige ved siden af,” siger Jacob Nedergaard.

Hos Bellagroup glæder man sig over, at man nu skal være vært for Optimeet-messen.

“Vi er meget tilfredse med det fremtidige samarbejde med Optimeet om afviklingen af messen i Bella Arena hal D. Vi er stolte over den tillid, Optimeet har vist os, og glæder os til at være vært for Nordens største messe for møde- og eventindkøbere,” siger Christian Folden Lund, administrerende direktør i Bellagroup.

 

Relaterede artikler:

Direktør ser lys fremtid for kongresmarkedet

Syv nye destinationer slutter sig til MeetDenmark

Optimisme hos MCH trods underskud