Hængekøje i Gribskov. (PR-foto)

Særligt hotel vil trække turister ud i naturen

Gæster har nu fået nye overnatningsmuligheder i Gribskov. Her har et nyt hotel nemlig taget form under trækronerne, og en overnatning er helt gratis.

Når gæster tjekker ind på et hotel, er en stor, blød dobbeltseng nok ofte højt på ønskelisten. Men for gæster, som vælger at overnatte i Gribskov kommer overnatningen til at foregå i en hængekøje.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland er nemlig gået sammen med Naturstyrelsen, Foreningen Tisvildevejen og Haldbjerg Naturcampus om et såkaldt hængekøjehotel ved Tipperuphus. Her kan man gratis låne en hængekøje og vælge en lokation, hvor der er opsat hængekøjepæle og bålpladser.

“Vi vil gerne gøre det enkelt og trygt for folk at tage den første overnatning i naturen – eller den næste. Hængekøjehotellet gør det muligt at opleve Gribskov på en ny måde, hvor man virkelig mærker roen, mørket og livet i skoven omkring sig,” fortæller Cæcilie Ryhl Olsson, projektleder for friluftsliv i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Henvender sig til alle
Folkene bag projektet har lagt vægt på, at alle skal kunne benytte sig af hængekøjerne. Der er tydelig skiltning og vejledning ved hængekøjehotellet.

Man har også fremhævet fem særligt egnede steder i nærheden med hængekøjepælene og de officielle bålsteder.

Ved hotellet er der også praktiske tips og gode råd til, hvordan gæsterne kan værne om den gode naturoplevelse for dem selv og andre besøgende.

“Vi håber, at vi med dette projekt ikke bare får flere ud at sove under åben himmel – men også giver en lyst til at passe godt på den natur, vi alle deler. Når man vågner midt i skoven og mærker roen, fuglesangen og duften af bålkaffe, så sker der noget særligt. Det er vores håb, at flere får øjnene op for, hvor meget naturen giver – og hvor lidt der egentlig skal til for at få en uforglemmelig oplevelse uden at efterlade sig spor,” siger Cæcilie Ryhl Olsson.

Mens hængekøjerne er gratis at låne, kan hængekøjer bookes på forhånd via Nationalpark Kongernes Nordsjællands hjemmeside.

 

Relaterede artikler:

Jubler efter endnu en dansk verdensarvsudnævnelse

Hejser det Blå Flag ved 143 strande og 17 havne

Kendt fond skænker 42 millioner kroner til Hærvejen