Femern Bælt-forbindelsens åbning kommer tættere på, og den forventes at bringe mange tyske turister til Sjælland og øerne. Nu går en ny kampagne efter at fange tyskernes opmærksomhed.
Danmark har fået sig et helt nyt turistbrand. Med åbningen af Femern Bælt-forbindelsen inden for overskuelig fremtid får tyskerne nemlig i højere grad mulighed for at rejse imod Sjælland og øerne, og det ønsker en række danske partnere at udnytte.
Partnerne er Visit Lolland-Falster, VisitSydsjælland-Møn A/S, Destination Sjælland, Destination Fjordlandet, VisitNordsjælland, Dansk Kyst- og Naturturisme og Erhvervshus Sjælland samt VisitDenmark, og brandet hedder Dänische Østseeinseln.
VisitDenmark oplyser på LinkedIn, at brandet er blevet til i tråd med det fælles Danmarksbrand – som nu er testet i Tyskland.
På ”Øventyr” på danske øer
Mens Ø-ferie godt nok ikke er et nyt koncept, forsøger kampagnen, som skal tiltrække tyskerne, at fange opmærksomheden med en leg med bogstavet ”ø”. Således bindes ferie på danske øer sammen med ”Ørlaub, Ørlebnis og Øbenteuer.”
”Vi ved fra undersøgelser, at kreativiteten i digitale kampagner generelt står for op mod 70 procent af succesen – derfor har vi sat alle kræfter ind på at lave en kreativ kampagne,” siger Markus Diefenbach, VisitDenmarks markedschef i Tyskland.
Projektet er en del af projektet Strategic Marketing Alliance – Zealand (SMA-Z, red.) og er tilpasset VisitDenmarks årlige kampagneplaner og målgrupper i Tyskland. Den markerer første gang, at hele Sjælland og øerne står bag én samlet indsats mod det tyske marked, lyder det.
”Det her samarbejde har givet os væsentligt flere markedsføringsmuskler, som har gjort os i stand til at bokse langt over vores vægtklasse. Og det er vigtigt, for vi er ganske enkelt nødt til at stå stærkt i tyskernes bevidsthed, inden Femern Bælt-forbindelsen åbner,” siger Martin HH Bender, direktør i Visit Sydsjælland & Møn.
Søsat med millioner på kontoen
Projektet SMA-Z blev startet i 2023, så destinationerne, som er en del af samarbejdet, kan gøre opmærksom på sig selv, inden Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029.
Her forventer parterne, at antallet af især tyske gæster i Danmark kommer til at eksplodere. Allerede i 2030 estimeres det, at regionen vil have 500.000 flere tyske overnatninger. Det er en stigning på 52 procent sammenlignet med 2019, har samarbejdspartnerne tidligere oplyst.
Projektet blev søsat med et budget på lige over 15 millioner kroner og løber fra sensommeren 2023 og tre år frem.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet projektet med i alt 7,8 millioner kroner, mens de resterende millioner finansieres af projektdeltagerne.
Relaterede artikler:
Går benhårdt efter at tiltrække tyske turister

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


