De fremmødte ved HORESTA Årsdag 2024. (Foto: Arek Pedersen | HORESTA | PR)

Nu løfter HORESTA lidt af sløret for Årsdag 2025

I slutningen af oktober inviterer HORESTA til Årsdag 2025, hvor deltagerne får mulighed for at netværke med kolleger og få nye perspektiver på fremtiden netop deres branche, oplyses det.  

Sidste år deltog omkring 700 folk fra forskellige hjørner af branchen, da HORESTA henimod slutningen af november afviklede organisationens årsdag, hvor fremkomsten af kunstig intelligens – artificial intelligence (AI) – var på dagsordenen.

Konkret drejede det sig særligt om, hvordan den nye teknologi kan bidrage til at effektivisere arbejdsgangene og derigennem række en hjælpende hånd til brancher, der af den ene eller anden grund mangler arbejdskraft.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvad programmet vil bestå af i år, men nu har HORESTA løftet sløret for datoen for årsdagen, åbnet for tilmeldinger og opfordret dem, der kunne være interesseret i at deltage, til at sætte et kryds i kalenderen.

Fremtiden vil være på dagsordenen
HORESTA Årsdag 2025 finder sted den 30. oktober i år. Sidste år var det – som det også tidligere har været tilfældet – Øksnehallen, der dannede ramme om begivenheden, men brancheforeningen har endnu ikke sat navn på, hvor det foregår i år. Det fremgår dog, at det vil være ”i hjertet af København”.

Selvom HORESTA venter lidt med at fortælle nærmere om, hvad programmet består af, nævner brancheforeningen, at man har en ambition om at rette blikket mod fremtiden og beskæftige sig med de nye perspektiver, som denne bringer med sig for turisme-, hotel- og restauranterhvervet.

”Vi arbejder på endnu en storslået dag med inspirerende oplægsholdere, faglig udvikling og rig mulighed for at netværke med kolleger fra hele landet,” slår HORESTA fast i en skrivelse omkring den kommende årsdag.

Holder fest om aftenen
Arrangementet slutter ikke, når eftermiddagen går på hæld. Programmet omfatter nemlig også muligheden for at noget godt at spise en festlig aften, hvor de fremmødte kan fortsætte snakken med de kolleger og konkurrenter, der også er mødt op.

”Traditionen tro slutter vi af med et brag af en fest i form af HORESTA After Hours, hvor vi fejrer branchen med middag, musik og fest. Vi glæder os til at se hele branchen til en festlig, hyggelig og inspirerende HORESTA Årsdag 2025.”


Relaterede artikler:

Varmer op til årsdag med AI i fokus

HORESTA-årsmøde med fokus på trivsel

HORESTA-formand: ”Vi har en kæmpe formue”