I den kommende måned løber årets Optimeet Messe for første gang af stablen i Bella Arena. Siden sidste år har messen haft vokseværk, og mere end 300 udstillere kigger forbi.
Når Optimeet Messen 2025 løber af stablen den 20. marts i Bella Arena, bliver det med mere end 320 internationale udstillere, hvoraf 30 procent er nye. De godt 7.000 kvadratmeter, som er til rådighed, er fuldt booket med både danske og internationale udstillere.
Det er første gang, at messen bliver holdt i Bella Arena. Sidste år blev messen afholdt i Forum København, hvor der var 255 stande.
“Vi glæder os til at præsentere flere end 320 inspirerende udstillere, som vil skabe en fantastisk dag med spændende nyheder og innovative produkter,” siger Ole Sorang, administrerende direktør for Optimeet, som står bag messen.
Et bredt udvalg af udstillere
Optimeet oplyser, at udstillerne på messen favner en bred vifte af leverandører, som er klar til at vise deres tilbud frem for virksomheder og organisationer, der skal afholde arrangementer.
På messen findes alt fra kreative teambuilding- og eventbureauer til gastronomiske venues, mere utraditionelle venues, destinationer samt hoteller og konferencesteder.
Udstillerrækken omfatter også leverandører af AV- og IT-udstyr, underholdning, indretning, rejser, transport med mere.
“Gæsterne på messen bliver opdateret på de nyeste muligheder hos udstillerne fra branchen og kan måske finde præcis den leverandør, som kan hjælpe med at gøre deres næste arrangement til en succes,” siger Ole Sorang og tilføjer:
“Det er en unik mulighed for alle, der beskæftiger sig med at planlægge, indkøbe og gennemføre møder, konferencer, seminarer, strategimøder, kundearrangementer, personalefester med videre.”
Opstiller to scener
Optimeet Messen 2025 byder på to faglige scener, hvor gæster kan stifte bekendtskab med den nyeste viden og trends inden for møder, konferencer og events.
Her indtager en række af branchens eksperter scenen for at dykke ned i aktuelle emner som AI, digital innovation, værdiskabende events, møder som strategiske værktøjer, bæredygtighed og diversitet.
Blandt foredragsholderne findes fremtids- og medieanalytiker Christiane Vejlø, den svenske designer og digitale strateg Tobias Ahlin, Sofia Eriksson, europæisk direktør for Amex GBT Meetings & Events, samt en række andre danske og internationale møde- og eventeksperter.
Relaterede artikler:
“Sammen skal vi løfte dansk erhvervsturisme”

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


