Mads Friis, formand for HORESTA. (Foto: McDonalds | PR)

McDonalds-direktør ny formand for HORESTA

Efter tre år som formand for HORESTA overlader Jan Vinter Laursen posten til Mads Friis, der til daglig er administrerende direktør for McDonalds i Danmark.

Omkring 2.000 af landets hoteller, restauranter og turistvirksomheder er organiseret i HORESTA, der netop har afholdt repræsentantskabsmøde i DGI-Byen i København.

På repræsentantskabsmødet blev Mads Friis, administrerende direktør i McDonalds Danmark, valgt til ny formand for både brancheforeningen og arbejdsgiverforeningen under HORESTA. Mads Friis, der hidtil har været næstformand, overtager efter Jan Vinther Laursen, der har siddet for bordenden i bestyrelseslokalet siden 2021.

Jan Vinter Laursen, der er administrerende direktør for restaurantkæden Bone’s, ønsker at bruge mere tid i sin egen virksomhed, hvilket er årsagen til formandsskiftet.

Når stafetten skifter fra lederen af en restaurantkæde til en anden, er det en ny HORESTA-formand, der til dagligt står i spidsen for over 100 restauranter og omkring 8.000 ansatte.

”Jeg ser frem til at fortsætte det arbejde, som vi med Jan som formand påbegyndte for tre år siden. Vi repræsenterer et af de hurtigst voksende erhverv i Danmark og kan glæde os over at have markant medlemsfremgang i disse år. Den udvikling skal vi fortsætte, samtidig med at vi udvikler nye tiltag og værktøjer, som hjælper vores medlemsvirksomheder i den daglige drift,” siger Mads Friis.

Ny repræsentant for SSP i bestyrelsen
Udover at vælge en ny formand på repræsentantskabsmødet blev fem øvrige bestyrelsesmedlemmer genvalgt, henholdsvis Georg Sørensen, MCH Messecenter Herning, Finn Steffensen, Nymindegab Kro, Lars Børsting, REKOM, Peter Haaber, Zleep Hotels samt Lasse Sørensen, SOVINO Brands.

Følgende tre bestyrelsesmedlemmer var ikke på valg: Jan G. Larsen, Hotel Nyborg Strand, Karen Nedergaard, Absalon Hotels samt Henrik Green, Hotel Kirstine.

Endelig blev direktør Ahmad Raad fra Select Service Partner (SSP) valgt ind i bestyrelsen som afløser for den tidligere direktør i samme virksomhed, Dorte Gleie, der havde siddet i bestyrelsen i tre år.

Efter afslutningen af repræsentantskabsmødet blev Georg Sørensen og Peter Haaber konstitueret som næstformænd i begge bestyrelser.

 

Relaterede artikler:

HORESTA-formand: Kandidatfeltet bliver mindre

HORESTA skifter ud i rækkerne efter bestyrelsesvalg

Jan Vinther Laursen er ny HORESTA-formand