Hotel Troense. (Foto: Colliers | PR)

Kendte navne har kig på fynsk hotel

En gruppe mulige købere har nu fattet interesse for et hotel, der har været til salg i flere år uden held, men selvom turisme fortsat vil spille en rolle, har de ikke i sinde at fortsætte hoteldriften.

Der er efterhånden gået omkring tre år siden, at Hotel Troense blev sat til salg. Hotellet er dog endnu ikke blevet afhændet, men nu kan der være gode nyheder forude. Det skriver Fyns Amts Avis.

I første omgang blev hotellet, der ligger på Tåsinge med udsigt over Thurø Sund, sat i skuffelsalg til en pris på 31 millioner kroner, men den blev sidenhen justeret således, at der nu stod 26 millioner kroner på prisskiltet. Det resulterede dog heller ikke i et salg.

Derfor beskar sælgere prisen yderligere tidligere i år, og den endte dermed på 23,5 millioner kroner. I tillæg hertil kom det frem, at man var blevet enige med erhvervsmægleren Colliers om, at der skulle mere fart på markedsføringen, og noget tyder på, at det har fungeret.

Håber på 50 om ugen
Avisen skriver nemlig, at en række såkaldte kulturprofiler fra Sydfyn har fattet interesse for Hotel Troense, der oprindeligt blev opført i 1905 og består af flere bygninger med en samlet kapacitet på 36 værelser, restaurant, bar, en lounge, selskabslokaler samt konferencefaciliteter.

De vil dog ikke umiddelbart føre det videre som hotel, men drømmer derimod om at bygningerne i fremtiden skal huse en højskole, hvor det skal være muligt at deltage i en række korte kurser med plads til 70 kursister ad gangen.

Omdrejningspunktet for aktiviteterne vil være natur, kultur og fællesskab, og kursisterne vil blandt andet kunne stifte bekendtskab med kajaksejlads og vandreture samt deltage i foredrag. Målet er, at man vil trække henved 50 kulturturister til hver uge.

I øjeblikket er det en bestyrelse med otte medlemmer, der forsøger at realisere visionen bag højskolen. I den sidder blandt andet TV 2’s politiske redaktør Troels Mylenberg og den tidligere formand for Socialistisk Folkeparti Annette Vilhelmsen.

Mangler at rejse midler
Ifølge bestyrelsesformand Malene Agerholm, der til hverdag er pædagogisk konsulent og projektleder i SYMF (den folkekirkelige skoletjeneste på Syd- og Midtfyn, red.), er man dog endnu ikke nået til et punkt, hvor de nødvendige midler står klar på kontoen

”Vi drømmer om at skabe et sted. Vi har endnu ikke rejst penge, men vi drømmer om at kunne erhverve en bygning. Lige nu kigger vi på hotellet i Troense,” siger formanden til Fyns Amts Avis.

Såfremt det lykkes at gøre drømme til virkelighed, vil stedet hedde Svendborgsund Højskole.


Relaterede artikler:

Rekordmange brugte ferien på skolebænken

Skærer 7,5 millioner af prisen for at få hotel solgt

Danmark har fået sit første kulturhotel