Lene Beier. (PR-foto).

Kendt vært i front til årsdag i forandringens tegn

HORESTA varmer op til organisationens årsdag i slutningen af oktober. Nu har man sat navn på værten, og hun er et kendt ansigt med brancheerfaring.

Den 30. oktober inviterer HORESTA til årsmøde, som igen i år sker i Øksnehallen i København. Og i år bliver det tv-vært Lene Beier, kendt fra Landmand søger kærlighed og Beier bygger, som skal styre slagets gang.

Mens HORESTA ikke røber, hvem talerne er endnu, oplyser man alligevel, at der er tale om personer fra både ind- og udland. Blandt andet kommer årsdagen til at handle om de internationale tendenser, som kommer til at forme fremtiden for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

Her kan deltagere blive klogere på, hvordan man kan navigere i de omskiftelige tider, hvad det kræver af branchens ledere, og hvordan tidens megatrends kan omsættes til forretningsudvikling.

Mens formiddagen den 30. oktober handler om forandringer, handler eftermiddagen om nogle af de løsninger, som allerede nu gør en forskel for branchen.

Vært med hotelerfaring
Mens Lene Beier er kendt for sit værtskab i programmer på tv, er hun også selv en del af hotelbranchen. Siden 2024 har hun således drevet Hotel Edelweiss i østrigske Itter med sin mand, Anders Beier.

Mens hun altså ikke har været i branchen særligt længe, har hun alligevel fået indsigt i de udfordringer, som mange i branchen selv kender fra deres hverdag, påpeger HORESTA.

Erhvervsorganisationen oplyser i øvrigt, at man i den kommende tid vil offentliggøre navnene på oplægsholdere.

Der vil, som tidligere år, også blive holdt en middag, det såkaldte HORESTA After Hours, hvor der er mulighed for at lære branchefolk bedre at kende.

Sidste år foregik årsdagen også i Øksnehallen. Her var det kunstig intelligens, som var i fokus. Konkret drejede det sig særligt om, hvordan den nye teknologi kan bidrage til at effektivisere arbejdsgangene og derigennem række en hjælpende hånd til brancher, der af den ene eller anden grund mangler arbejdskraft.

 

Relaterede artikler:

Nu løfter HORESTA lidt af sløret for Årsdag 2025

HORESTA om turismeskat: ”En farlig vej at gå”

HORESTA finder chef for ny afdeling i egne rækker