Fra venstre: Tivoli Hotels direktør Jakob Ellermann, Teit Gamst er næstformand i 3F København, hotellets fællestillidsmand Casper Danny Honore og Ewa Axelsson, der er HR-direktør hos Arp-Hansen Hotel Group. (Foto: 3F | Arp-Hansen Hotel Group | PR)

Hovedstadshotel kåret som årets arbejdsplads

Tivoli Hotel løb med prisen Årets Arbejdsplads foran 100 andre nominerede, da 3F uddelte den på fagforeningens kongres. ”I er lidt af et fyrtårn og et forbillede i jeres branche,” siger formand.

Lige knap 800 delegerede er i disse dage samlet i Aalborg Kongres & Kulturcenter, da det danner ramme om 3F’s årlige kongres, hvor fagforeningens love samt faglige og politiske grundlag vedtages, ligesom den daglige ledelse og hovedbestyrelse vælges.

Tirsdag blev en tradition holdt i hævd, da 3F for 33. gang kårede årets arbejdsplads. Denne gang var det Tivoli Hotel, der er en del af Arp-Hansen Hotel Group, som stod øverst på sejrskamlen.

I år konkurrerede hotellet med et felt af 100 nominerede kandidater. Ud af disse udvælges tre finalister, der får besøg af en dommerkomité, som dernæst træffer beslutning om, hvem der har fortjent at vinde. Det var fællestillidsmand Casper Danny Honore, der havde indstillet hotellet.

Glad for virksomhedskultur
Direktør Jakob Ellermann fra Tivoli Hotel var mødt op på kongressen, og han glædede sig over, at prisen efterfølgende skulle med tilbage til København.

”Tusind tak for prisen. Den er vi virkelig stolte af,” udtalte hoteldirektøren – og tilføjede:

”Det her handler ikke om, at vi har gode løn- og arbejdsforhold. Det har vi selvfølgelig styr på sammen med 3F. Det her handler om mennesker og medindflydelse, om trivsel og sammenhold. Jeg er meget stolt over vores virksomhedskultur, og meget glad og stolt over prisen.”

De to andre finalister var Cosmos Trawl samt Gåsdal Bygningsindustri, men de måtte altså se sig slået på målstregen og tage tomhændet hjem til henholdsvis Hirtshals og Skjern.

Kalder hotellet for et fyrtårn
Det københavnske hotel har 300 ansatte fordelt på 38 nationaliteter. Heraf er størstedelen medlemmer af netop 3F, da 262 af disse betaler kontingent til fagforeningen.

”I er lidt af et fyrtårn og et forbillede i jeres branche. I tager ansvar og arbejder med ildhu og begejstring,” sagde forbundsformand Henning Overgaard fra 3F, da han overrakte prisen.

I sin tale til Tivoli Hotel hæftede formanden sig derudover også ved den indsats, som hotellet gør for at tiltrække og fastholde lærlinge, ligesom man samarbejder med folkeskoler således, at interesserede elever kan få afprøvet en hverdag i hotelbranchen.

”Og så har I plads også til dem, som har særlige behov. Jeg tror, Tivoli Hotel er et sted, hvor man får lov at finde sig til rette og finde det, man er god til.”

Henning Overgaard var en del af dommerkomitéen, der udover ham bestod af formændene for 3F’s seks grupper samt Thomas Mølschow Corneliussen, der er administrerende direktør i logistikvirksomheden Frode Laursen.


Relaterede artikler:

Gæsteoplevelsen i top hos Tivoli Hotel

Mødeplanlæggere udpeger Danmarks bedste venues

Tivoli sparker nyt hotelprojekt til hjørne