Det næste store punkt i kalenderen hos Tivoli er halloween og i år vil efterårs-sæsonen vare længere end sædvanligt. Der er flere årsager til, at den udvides for første gang siden 2012.
Selvom nogen fortsat mener, at halloween ikke hører til i Danmark, fordi den årlige fejring af uhygge stammer fra USA, er den dog efterhånden blevet en tradition mange steder her i landet. Det gælder ikke mindst i Tivoli, der i år fejrer den for 20. gang.
Første gang Tivoli satte halloween på årshjulet trak den 10 dage lange sæson 250.000 gæster til, mens den nu til dags tegner sig for omkring en halv million gæster i forlystelsesparken, og i år har man valgt at forlænge halloween for første gang siden 2012.
Beslutningen om at forlænge sæsonen med seks åbningsdage er truffet, fordi Tivoli de senere år har oplevet en positiv udvikling i halloween-sæsonen med fine besøgstal og omsætning. Den gamle have håber at kunne sikre yderligere fremgang i antallet af gæster, når halloween varer en måned fra den 3. oktober til og med den 2. november.
Er blevet en fast tradition
I år vil halloween blive markeret med 22.100 græskar rundt omkring i Tivoli, 30 handelsboder, en 180 meter lang labyrint af pileflet, de to såkaldte scaryhouse-oplevelser Villa Vendetta og Det Hjemsøgte, ligesom Michelin-restauranten COME fra Barcelona kommer på besøg og serverer mexicansk mad.
Ifølge Susanne Mørch Koch, der er administrerende direktør i Tivoli, er man tilfreds med, at halloween vil vare længere i år, da den efter to årtier er blevet et tilbagevendende punkt i kalenderen hos forlystelsesparken i hjertet af København.
”Halloween har skrevet sig ind som en fast og populær Tivoli-tradition, hvor både danske og internationale gæster søger den særlige blanding af uhygge, magiske udsmykninger og stemningsfulde oplevelser.”
”Derfor glæder det os at kunne udvide med endnu en uge, så endnu flere får mulighed for at opleve Tivoli i efterårets smukke farver”.
Et nødvendigt trækplaster
I tillæg til at gæsterne gerne kommer på besøg for at få en skræk i livet, er der også andre aspekter, der gør halloween interessant. Først og fremmest ligger den i samme måned, som både danskerne og svenskerne holder efterårsferie i, og derudover er timingen også i tråd med en generel tendens.
Oktober er nemlig løbende er blevet en mere populær måned blandt hovedstadens turister. Sidste år rundede måneden som den eneste i vinterhalvåret en milepæl, da det var første gang, at København havde flere end en million overnatninger i årets niende måned.
Søren Tegen Pedersen, der er administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, hæfter sig ved, at begivenheder såsom halloween spiller en central rolle, hvis man skal nå i mål med at indfri en af de store ambitioner.
”Skal vi lykkes med at gøre hovedstaden til en helårsdestination, skal der være attraktive oplevelser hele året rundt. Og her er der særligt brug for stærke oplevelser, der kan få turister til at rejse hertil i efterår og vintersæsonen.”
”Med Halloweenfejring for 20. gang har Tivoli været nogen af de første herhjemme til at se potentialet i at løfte efteråret med Halloween, og med en forlænget åbning i år styrker det hovedstaden som oplagt rejsemål i hele oktober.”
Relaterede artikler:
Trods svagere halvår: Tivoli holder fast i forventninger

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


