Kombinationen i de danske forlystelsesparker med hygge og uhygge i efterårsferien tiltrak i år rekordmange gæster. Arkivpressefoto fra Tivoli: Lasse Salling.

Halloween-rekord i danske forlystelsesparker

De 12 medlemmerne af Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark havde i efterårsferien og halloween-sæsonen 730.000 gæster, en stigning på 45.000. Tivoli havde en halv million gæster.

De senere år har stadig flere danske forlystelsesparker kastet sig over fejringen af den amerikanske højtid halloween. Og danskerne kvitterede i efterårsferien med et rekordhøjt besøgsantal. Det skriver Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, der har sekretariat hos HORESTA, i en pressemeddelelse.

Kristian Nørgaard, der både er sekretariatschef i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og HORESTA’s politiske direktør, oplyser, at mens forlystelsesparkerne sidste år havde 685.000 halloween-gæster, så bød parkerne i år velkommen til over 730.000 gæster. Det svarer til en fremgang på cirka syv procent.

Tallene er indhentet blandt 11 ud af 12 medlemmer i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark: Bakken, BonBon-Land, Djurs Sommerland, Fårup Sommerland, Jesperhus Feriepark, Knuthenborg Safaripark, LEGO House, Legoland, Tivoli, Tivoli Friheden og Universe på Als.

Besøgstallet fra Halloween i Sommerland Sjælland indgår ikke i tallene, da parken ikke havde åbent sidste år i efterårsferien.

Tivoli havde næsten en halv million halloween-gæster
Flest gæster i efterårssæsonen blandt medlemmerne af FFD havde Tivoli i København, Danmarks største turistattraktion. Det var 17. gang, at Tivoli holdt halloween i blandt andet efterårsferien, i alt strakte Tivolis efterårssæson sig over 25 dage – 14. oktober til 6. november – med blandt andet fire 4 weekender.

”Historisk har Tivoli cirka en halv million gæster (i halloween-sæsonen, red.), i år var vi tæt på det niveau,” oplyser Martin Bakkegaard, Tivolis finansdirektør, til Standby.dk

Bakken nord for København, Danmarks næststørste turistattraktion, havde kun åbent i ugen med selve efterårsferien. Her endte besøgstallet på ”små 90.000 gæster i uge 42. Det er en stigning på over 50 procent sammenlignet med parkens besøgstal sidste år,” skrev Bakken for nylig i en pressemeddelelse.

Vigtigt for dansk turisme
Kristian Nørgaard, sekretariatschef i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, siger i pressemeddelelsen fra FFD, at åbne forlystelsesparker er vigtigt for dansk turisme:

”Forlystelsesparkernes oplevelser giver turisterne endnu en ”reason to go”. Det mærker også hoteller, restauranter og alle andre dele af værdikæden.

Og det er med til at understøtte og forbedre nogle af de mere stille måneder, når man ser på branchens samlede omsætning,” siger Kristian Nørgaard.

 

Relaterede artikler:

Stor dansk forlystelsespark satte ny besøgsrekord

Nyt kamerasystem giver Bakken præcise besøgstal

Danske attraktioner tabte halvdelen af gæsterne