Anders Kjørup. (PR-foto).

Erfaren direktør indtager Royal Arena

For et par måneder siden oplyste Royal Arenas direktør, Dan Hammer, at han stopper. Nu har man fundet hans afløser i form af en erfaren restaurantmand.

I september meddelte Royal Arenas administrerende direktør, Dan Hammer, at han efter 11 år på posten har valgt at stoppe.

Nu er Hammers afløser fundet i form af Anders Kjørup, kommerciel direktør hos restaurantkæden Sticks n’ Sushi. Han starter i stillingen den 6. januar, oplyser han på LinkedIn.

”Jeg overtager roret efter Dan Hammer, som har været Royal Arenas dygtige styrmand siden dag ét – allerede inden arenaen overhovedet var bygget. Dan kender arenaen som sin egen baglomme, og han efterlader nogle store sko, jeg nu vil gøre mit bedste for at udfylde,” lyder det blandt andet fra den kommende direktør.

Mange lederstillinger i bagagen
Anders Kjørup sætter sig på direktørkontoret hos Royal Arena med stor ledelseserfaring i bagagen. De første chefstillinger var i TDC, hvor han arbejdede med salg, og her var han frem til 2014.

Indgangen til restaurationsbranchen var som administrerende direktør for pizzakæden Gorms, som han stod i spidsen for mellem 2015 og 2020. Han har været kommerciel direktør for Sticks n’ Sushi fra 2020 og frem til i dag.

Kjørup har også en række bestyrelsesposter i rygsækken. Det gælder blandt andet formandsposterne hos Halifax Burgers og for dykkercenteret Kingfish.

Vil sikre fortsat succes
Anders Kjørup understreger, at han allerede i dag beundrer Royal Arenas succes. En succes, som han vil arbejde på, skal fortsætte.

”Mit mål er at udvikle og sikre Royal Arenas fortsatte succes og skabe endnu flere spektakulære oplevelser – til glæde for de dygtige medarbejdere, loyale partnere og tusindvis af gæster, der gør arenaen til noget helt særligt,” lyder det.

Han fortæller, at han allerede har været forbi den store arena, som har en kapacitet på op til 17.000 siddende og stående gæster til kultur- og musikarrangementer, for at møde medarbejderne.

”Jeg har allerede mødt mine nye kolleger på kontoret og glæder mig enormt til at stå side om side med de mange passionerede Royal Rebels, der sørger for, at alt spiller perfekt, når musikken gør det samme,” skriver han.

 

Relaterede artikler:

Royal Arenas direktør stopper

Sætter Royal Arena til salg

Royal Arena-direktør vil øge turismen i København