Malina Lebrecht Hye bliver fra 1. august ny administrerende direktør for Bakken, Danmarks næststørste turistattraktion. Hun er i rejsebranchen kendt fra sine 10 år i Bella Center-gruppen.
Fra 1. august står 50-årige Malina Lebrecht Hye i spidsen for Dyrehavsbakken, som dermed for første gang har en kvinde som administrerende direktør.
Hun afløser Ole Andersen, Bakkens administrerende direktør siden 2021, der i marts stoppede angiveligt på grund af uenighed med bestyrelsen om ny ansættelseskontrakt.
Malina Lebrecht Hye bliver administrerende direktør for A/S Dyrehavsbakken, administrationsselskabet bag Bakken, også kaldet Fællesselskabet. Det administrerer Bakkens over 150 forretninger, der ejes af lidt over 50 teltholdere.
Malina Lebrecht Hye er valgt som ny direktør ”blandt et stort udvalg af interesserede kandidater,” står der i en pressemeddelelse. Hun kommer senest fra stilling som kommerciel chef på Østerbro Teater, og har tidligere haft omkring 10 år Bellagroup, der dengang hed BC (Bella Center) Hospitality Group.
Michael Idemo, bestyrelsesformand for A/S Dyrehavsbakken, siger om valget af Malina Lebrecht Hye:
”Vi har haft mange kandidater og stor interesse for stillingen. Med Malina får vi en stærk profil, der kan drive Bakken med den strategi, vi er i gang med, men også samle Bakken endnu mere og gøre vores unikke forretning stærkere.”

Klik for større format: Malina Lebrecht Hye, til venstre, bliver Bakkes nye administrerende direktør – her med den konstituerede direktør, forlystelsesparkens direktionssekretær, Lene Alsgren, der vender tilbage til sin stilling, når Malina Lebrecht Hye tiltræder den 1. august. PR-foto: Bakken.
1,8 millioner årlige besøgende
Bakken er med cirka 1,8 millioner årlige besøgende Danmarks næststørste turistattraktion, kun overgået af Tivoli, der sidste år havde 4,2 millioner gæster. Legoland regnes som tredjestørste turistattraktion, men forlystelsesparken i Billund offentliggør ikke sine besøgstal.
For Malina Lebrecht Hye er der spænding, glæde og store forventninger til den kommende opgave:
”Jeg glæder mig til at komme i gang, og først og fremmest bygge videre på den strategi og udvikling, Bakken arbejder på. Jeg vil også sætte fokus på fællesskabet og det helt unikke sted jeg ved Bakken er, med så mange forskelligartede forretninger, der sammen bidrager til at gøre Bakken til en af Danmarks bedste forlystelsesparker,” siger hun i pressemeddelelsen.
Malina Lebrecht Hye har over 20 års erfaring i oplevelsesindustrien, heraf 15 år med ledelsesansvar. Med sit store netværk indenfor tværpolitiske organisationer, turisme og kommercielle partnerskaber, vil hun bidrage positivt til Bakkens udvikling, oplyses det.
Siden Ole Andersen forlod Bakken, har forlystelsesparkens direktionssekretær, Lene Alsgren, fungeret som konstitueret direktør. Når Malina Lebrecht Hye er startet, overgår Lene Alsgren 1. august til sin normale stilling.
Bakken lukker sommersæsonen 7. september, men åbner til efterårsferien og Halloween den 11. oktober.
Relaterede artikler:
Bakken i 2025: Færre åbningsdage – større omsætning

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


