Rasmus Ankersen. (Foto: HORESTA | PR)

Rasmus Ankersen holder foredrag ved årsdag

HORESTA har sat navn på endnu en af de talere, der vil være at finde på scenen, når brancheorganisationen holder årsdag i slutningen af oktober. Det drejer sig om Rasmus Ankersen.

Den 30. oktober vil Øksnehallen i det centrale København summe af liv, da det tidligere kvægtorv, der i dag fungerer som kultur-og udstillingshal, vil danne ramme om HORESTA Årsdag 2025, der sidste år trak flere end 700 branchefolk til.

Traditionen tro vil programmet i år bestå af en række oplæg og faglige aktiviteter i løbet af dagen, inden det bliver tid til HORESTA After Hours, hvor de fremmødte sætter punktum for årsdagen med en middag, der efterfølges af networking, musik og fest.

Det er ikke hele programmet, der er offentliggjort endnu, men det er kommet frem at TV-vært og hotelindehaver Lene Beier vil være moderator, mens fremtidsforsker Dasha Krivonos, USA’s tidligere ambassadør til Danmark Rufus Gifford og Bjarke Just Nielsen, der har stiftet Norrlyst-koncernen, vil holde foredrag.

Har erfaring fra en række klubber
Mens de tre allerede annoncerede foredragsholdere har erfaring fra forskningsmiljøet, den politiske arena og restaurationsbranchen, vil det tredje – og netop annoncerede – navn tale med udgangspunkt i en karriere i sportens verden.

Det er den tidligere bestyrelsesformand i FC Midtjylland, Rasmus Ankersen, der sidenhen har været en del af ledelsen i Premier League-klubben Brentford FC, som han dog forlod i slutningen af 2021.

Efter sin tid hos Brentford har Rasmus Ankersen været medstifter af selskabet Sport Republic, der har købt den britiske fodboldklub Southampton og overtaget aktiemajoriteten i tyrkiske Göztepe. Sidstnævnte er han i dag bestyrelsesformand for.

Sideløbende med sin erhvervskarriere har Rasmus Ankersen skrevet bøger og holdt foredrag om high performance og kultur.

Omdrejningspunktet er, hvordan man bygger miljøer, der bliver ved med at skabe resultater, samt hvorledes stærke kulturer kan tiltrække de rette mennesker, udvikle deres talent og fastholde fokus på at løse en given opgave.

Skal hele tiden udvikle sig
Rasmus Ankersen har tidligere stået på scenen hos LEGO, Volvo, Coca-Cola, Facebook og Sky News, og i slutningen af oktober vil han altså tale for de fremmødte i Øksnehallen.

”På HORESTA Årsdag 2025 vil Rasmus Ankersen give sit bud på, hvordan erfaringerne fra højtydende miljøer i sport og erhverv kan inspirere hotel-, restaurant- og turismebranchen til at skabe organisationer, der bliver ved med at udvikle sig.”

”Et inspirerende og praksisnært oplæg til ledere, der vil styrke både mennesker, mindset og resultater i en branche, hvor tempoet er højt og konkurrencen intens,” lyder det.

I tillæg til de allerede nævnte talere vil turismeminister Morten Dahlin (V) deltage i årsdagen, hvor han vil præsentere de overordnede linjer i regeringens strategi for dansk turisme.


Relaterede artikler:

Stjerneambassadør taler til HORESTAs årsmøde

Kendt vært i front til årsdag i forandringens tegn

Nu løfter HORESTA lidt af sløret for Årsdag 2025