Messe. (Foto: Wonderful Copenhagen | LinkedIn.com | PR)

Ny aftale baner vejen for kongresser og messer

Flere aktører i dansk turisme roser regeringens nye regler for udenlandske arbejdskraft, da de blandt andet gør det nemmere at sende ansatte til Danmark ved afholdelse af arrangementer.

Danske virksomheder skal have nemmere ved at hente ansatte fra udlandet. Det er i hvert fald ambition bag en ny aftale om reglerne på området, som regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har indgået med arbejdsmarkedets parter.

Et af elementerne i den netop præsenterede aftale er den såkaldte fritagelsesregel, der nu gør det muligt for medrejsende personale ved blandt andet kongresser og messer at komme ind i Danmark og medvirke til afviklingen af disse.

Fritagelsesreglen vil alene omfatte lukkede og indendørs erhvervsarrangementer med mulighed for minimum 400 tilmeldte deltagere, ligesom den vil være afgrænset til en varighed på 10 arbejdsdage.

Det betyder dog, at udenlandske ansatte såsom ledere, planlæggere, teknikere, kommunikationsmedarbejdere, værter og andre, der er tilknyttet eventen, får mulighed for at udføre opgaver før, under og efter afholdelsen af internationale erhvervsarrangementer.

Kræver investeringer og andre tiltag
De nye regler glæder Dansk Industri, der mener, at de hidtidige har gjort det svært for de udenlandske arrangører at få de nødvendige arbejdstilladelser til deres personale, hvilket ifølge organisationen har betydet, at en del arrangementer er blevet holdt i andre lande.

Lars Bertolt Winther, der er chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser, understreger dog, at der nu venter et genopretningsarbejde forude således, at de udenlandske arrangører vælger Danmark til at danne ramme om fremtidige arrangementer.

”Vi er gået glip af mange kongresser og messer på grund af de her bøvlede regler. Og vi ved, at internationale mødeturister er blandt de højest forbrugende turister i Danmark. Derfor er det afgørende for dansk økonomi, at vi nu får indført en fritagelsesregel.”

”Selvom vi er taknemmelige for de forbedringer, der nu er gennemført, er skaden til dels sket. Der er derfor behov for målrettede investeringer og strategiske tiltag for at genetablere tilliden hos de udenlandske arrangører og rette op på Danmarks image som en attraktiv eventdestination.”

Har været ramt
Hos Wonderful Copenhagen er man ligeledes tilfredse med udformningen af aftalen, da destinationsselskabet ligesom Dansk Industri mener, at de regler, der har eksisteret indtil nu, i et eller andet omfang har spændt ben for indsatsen med at trække arrangementer til landet.

”Kongresser har utilsigtet været ramt af lovgivningen, hvilket har skabt en voldsom stor administrativ og økonomisk belastning for arrangørerne, og som har skadet Danmarks renommé som kongresdestination.”

”Det er en – for erhvervsturismen – vigtig barriere, politikerne her fjerner for de mødekøbere, der hidtil har været ramt,” lyder det fra Wonderful Copenhagen.

”Vi er rigtig glade for undtagelsen, som baner vejen for, at vi nu kan fastholde og tiltrække vigtige internationale kunder fra markeder uden for EU/EØS og fortsætte arbejdet med at tiltrække videnkongresser herfra. Begivenheder, som både bidrager med konkret og stor turismeomsætning og en bred samfundsmæssig værdi.

Handler ikke blot om turisme
Den nye aftale får også en varm velkomst hos Dansk Erhverv, der betegner de tidligere regler på området som rigide og medvirkende til, at det blev både dyrt og besværligt, at sende ansatte ind i landet, selvom de blot skulle være her i få dag.

”Den her aftale giver os mulighed for igen at byde store internationale events velkommen. Det handler ikke bare om turisme. Det handler om eksport, arbejdspladser og Danmarks globale synlighed,” udtaler Dansk Erhvervs branchedirektør for Turisme, Kultur & Oplevelse Lars Ramme Nielsen.

”Vi er meget glade for, at regeringen og aftalepartierne har lyttet. Det her er et eksempel på politisk handlekraft, når det gælder om at sikre Danmarks konkurrenceevne.”


Relaterede artikler:

Skal trække flere udenlandske mødeturister til

Ønsker handling: “Det er en kæmpe sten i skoen”

Erfaren profil skal fremme dansk mødeturisme