Hotelbygningen i Gram ses centralt i billedet. (Foto: Skråfoto | Klimadatastyrelsen)

Jysk kommune køber hotel for at rive det ned

I flere år har fremtiden for en hotelejendom været usikker, da den er endt med at forfalde som følge af skader fra en brand, men tirsdag vedtog kommunen, at man køber hotellet for grunden.

Det er efterhånden årevis siden, at der sidst tjekkede gæster ind på Gram Hotel, da det har været i et limbo, siden der udbrød brand i ejendommen, og den blev efterladt med vandskaber som følge af slukningsarbejdet. Nu er fremtiden dog på plads.

I årene efter branden har bygningen, der er registreret som værende bevaringsværdig, stået hen. Det er ikke lykkedes at få den istandsat, og derfor har den stået og forfaldet, men sådan kommer det ikke til at være meget længere.

Tirsdag var der møde i kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune, og et af punkterne på dagsordenen var det gamle hotel. Det blev vedtaget, at kommunen køber ejendommen med henblik på at rive den ned og sælge grunden videre.

Er for medtaget
Ifølge Haderslev Kommune har fået hotellet til ”en meget lav pris”, men præcis hvad den er, fremgår ikke, da sagen blev behandlet som et lukket punkt. Det står dog klart, at 27 af medlemmerne stemte for købet, mens to var i mod og én undlod at stemme.

Ifølge Thomas Vedsted, der repræsenterer Liberal Alliance i kommunalbestyrelsen og var et af de medlemmerne som stemte imod, er formålet med salget at bygge op mod 100 almennyttige boliger. Borgmester Mads Skau (V) mener dog, at beslutningen var den rigtige.

”Hotellet i Gram har en rigtig fin placering, men bygningen er desværre så medtaget, at det ikke kan lade sig gøre at skabe noget i den. Derfor er den bedste løsning, at vi sørger for at bygningen bliver revet ned, så vi kan sælge grunden videre til et projekt, der udvikler Gram by.”

”Gram er inde i en rigtig god udvikling, og projektet her kommer til at understøtte det arbejde, som mange gode kræfter allerede gør i Gram.”

Lokalforening er godt tilfreds
Næste skridt er, at Haderslev Kommune skal gennemgå såvel området som bygningen for at sikre sig, at den ikke kommer til at udgøre en risiko, mens man arbejder på en nedrivningstilladelse og et videresalg af grunden.

I og med at det forhenværende hotel er vurderet til at være bevaringsværdigt, skal nedrivningstilladelsen behandles i kommunalbestyrelsen, inden en sådan kan tildeles.

Hos foreningen Vision Gram, der er sat i verden for at samarbejde med Haderslev Kommune om den fremtidige udvikling af den sønderjyske by med godt 2.450 indbyggere, er formand John Flemming Hansen tilfreds med udsigten til, at der sker noget på den centrale placering i Gram.

”Det er rigtig godt, der kommer en løsning i forhold til hotellet i Gram. Bygningen er ikke pæn længere og kan ikke reddes, så jeg er meget glad for, at kommunalbestyrelsen på denne måde bakker op udviklingen i Gram, som jeg glæder mig til at se,” slår formanden fast.


Relaterede artikler:

Nyt resort blev officielt indviet: “Det er en milepæl”

Stjernekok stopper på prisvindende hotel

Ejer sælger hotel efter 24 år ved roret