I år runder Fårup Sommerland et skarpt hjørne, og i den anledning har forlystelsesparken investeret millioner i flere nye tiltag til jubilæumssæsonen, der netop er blevet taget hul på.
I et halvt århundrede er lokale og turister draget til Fårup Sommerland, der ligger mellem Blokhus og Løkken. I den seneste udgave af VisitDenmarks attraktionsliste var den nordjyske forlystelsespark landets sjette mest besøgte attraktion med 664.803 gæster i 2023.
Mandag i denne uge blev der taget hul på parkens 50. sæson, og det skete med flere nyheder. Fårup Sommerland har blandt andet øget overnatningskapaciteten og opført ni nye glamping-telte i tillæg til de telte og trætophytter, som man entrerede med i 2024.
Dermed har op mod 1.000 gæster nu mulighed for at overnatte i forlystelsesparken, men det er ikke den eneste nyhed, da man også har investeret omkring 30 millioner kroner i at etablere et nyt indgangsområde i forlystelsesparken.
Har lavet nyt strøg
Fårup Sommerland fortæller, at man gik i gang med forberedelserne til jubilæumsåret, da man bandt sløjfe på seneste sæson. Her begyndte byggeriet og siden er der blevet opført omkring 2.000 kvadratmeter bygninger.
Det er især koncentreret om indgangen til forlystelsesparken, hvor der er blevet lavet et strøgområde som flugter med stilen i resten af Fårup Sommerland og blandt andet omfatter et ismejeri, flere butikker, en café samt opholdsområder.
”I anledning af 50-års jubilæet har vi blandt andet investeret markant i vores nye indgangsområde, der skal give vores gæster en helt unik oplevelse, lige så snart de træder inden for i forlystelsesparken,” siger direktør Niels Jørgen Jensen fra Fårup Sommerland.
”Vi håber derfor, at vores gæster vil se, at vi har gjort os umage for at gøre oplevelsen i Fårup Sommerland endnu bedre med dette års store investeringer. Dermed står vi også solidt til de kommende 50 år, hvor vi fortsat vil investere i markante nyskabelser.”
Er tilfreds med udviklingen
I tillæg til nybyggeriet vil Fårup Sommerland også arrangere en række events samt en særlig jubilæumsfejring for alle nuværende og tidligere ansatte i løbet af sommeren. Niels Jørgen Jensen, der også er bestyrelsesformand for VisitDenmark, ser frem til sæsonen.
”Vi runder 50 år som turistattraktion i Nordjylland og Danmark, hvor vi gennem årene har været på en utrolig udviklingsrejse fra den spæde begyndelse til i dag, hvor vi kan byde inden for i en prisbelønnet park i international topklasse med nogle af Europas bedste forlystelser og et bredt udvalg af unikke overnatningsmuligheder.”
”Derfor vil vi også markere denne 50-års milepæl sæsonen igennem, hvor vi håber at skabe et år til Fårup Sommerlands historiebøger,” tilføjer direktøren.
Relaterede artikler:
Forlystelsespark udvider igen kapaciteten

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


