Tue Albrektsen viser Fårup Sommerlands nye varmepumpe frem. (PR-foto | Fårup Sommerland).

Vil sikre varmt badevand med grøn investering

Godt vejr er ikke altid en garanti, når man driver en forlystelsespark under danske himmelstrøg. Nu sikrer Fårup Sommerland varmere badevand og CO2-besparelser med en ny investering.

Som sommergæst i Danmark er godt vejr ikke altid en garanti, og det kan være en udfordring, hvis man som Fårup Sommerland driver et stort badeland. Men nu har forlystelsesparken taget et skridt for at sikre, at badelandet – i øvrigt Danmarks største – også er behageligt, når vejret er køligt.

Længe har parken ønsket at tilbyde varmere badevand for at forlænge sæsonen. Derudover oplever Fårup Sommerland ofte ”mærkelige vejrfænomener” om sommeren, hvor temperaturen ofte kun når 17-18 grader, og det er overskyet, fortæller teknisk chef Tue Albrektsen til TV2 Nord.

“I Fårup Sommerland har vi netop opgraderet vores varmeinstallation med en topmoderne 300 kW varmepumpe, som fremover skal være med til at opvarme vandet i Aquaparken, brusefaciliteterne og på Hotel Fårup,” forklarer han til mediet.

Varmepumpen henter energien fra luften og fungerer derfor mest effektivt, når det er varmt i vejret, tilføjer Albrektsen.

Kan reagere på elpriser
Efter flere år med store udsving i energipriserne er Fårup Sommerland nu blevet mindre afhængig af energiprisernes niveau. Varmepumpen gør det nemlig muligt at varme vandet, når strømmen er billigst. Den er udstyret med en akkumuleringstank, så energien kan lagres til senere brug.

Det betyder, at varmepumpen kan aktiveres, når det blæser meget, så der er gang i vindmøllerne, eller tidligt om morgenen. Det opvarmede vand kan derefter vente på gæsternes ankomst.

Den nye løsning sparer forlystelsesparken 500.000 kWh om året, hvilket betyder, at investeringen forventes at være tjent hjem på fem til syv år. Samtidig reduceres Fårup Sommerlands CO2-udledning med 100 ton årligt.

Fårup Sommerland åbnede i øvrigt den opdaterede version af badelandet den 2. juli, hvor Danmarks længste vandrutsjebaner er midtpunktet. Rutsjebanerne har højder på henholdsvis 18 og 21 meter samt længder på 172 og 195 meter.

 

Relaterede artikler:

Legoland ene om dansk fast track i forlystelsespark

Sommerland åbner for Danmarks største vandrutsjebaner

Fårup kommer ud af 2023 med pænt overskud