Efter fire år på direktørposten har Destination Nords direktør valgt at tiden er inde til at søge nye græsgange. Dermed skal flere turismeorganisationer skifte ud i persongalleriet.
Siden Destination Nords stiftelse i 2021 har det været Tonny Skovsted Thorup, som har stået i spidsen for det store destinationsselskab.
På CV’et kan Thorup også skrive forperson for destinationsselskabernes fælles organisation, Danske Destinationer. Han er også udpeget af Kommunernes Landsforening som medlem af Det Nationale Turismeforum.
Men nu har han valgt at opsige sin stilling hos Destination Nord. Det skriver destinationsselskabet i en pressemeddelelse. Destination Nords bestyrelsesformand Karsten Madsen takker Tonny Skovsted Thorup for hans store indsats.
”Tonny har gjort en kæmpe indsats for os som destinationsselskab og vi er ham stor tak skyldig. Han stod for etableringen af destinationsselskabet og samling af kommunernes indsatser og bedst som vi kom i gang, blev vi ramt af Corona og hele vores branche blev lukket helt eller delvist. Vi ser tilbage på en god udvikling af Destination Nord hvor vi efter pandemien er kommet endnu stærkere ud på den anden side, blandt andet via en stor satsning på det tyske marked. Vi ønsker derfor Tonny alt det bedste,” siger han.
Har været en stor opgave
Destination Nord består i dag af Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner. Her har det været en af Tonny Skovsted Thorups hovedopgaver at skabe samarbejde mellem Destination Nord og aktører lokalt og nationalt.
Tonny Skovsted Thorup har blandt andet været initiativtager til en af Danmarks største turismeprojekter, nemlig Udviklingsplanen for Jyllands Østkyst, hvor hele 24 kommuner skal udvikle nye strategier for potentialet på den danske østkyst, som i dag omfatter en fjerdedel af omsætningen i dansk turisme – men som man tror, har potentiale for endnu mere.
”Det har været en spændende, men også stor opgave at samle de fire kommuner i fælles turismesamarbejde. Samtidig har det været en ære at repræsentere de danske destinationsselskaber og Danmarks fjerdestørste branche. Jeg har forsøgt at bygge bro og skabe et stærkt samarbejde mellem de lokale destinationsselskaber og til VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme, MeetDenmark og Dansk Storbyturisme,” siger Tonny Skovsted Thorup og uddyber:
”Det har også været en strabadserende rejse, som man siger. Nu har jeg brug for en pause, måske endda selv være lidt turist. Jeg har ikke andre planer, men glæder mig til nye eventyr”.
Går i gang med at finde afløsere
Destination Nord oplyser, at man nu sætter gang i en proces i forhold til at finde en ny direktør. Inden da vil parterne aftale det nærmere tidspunkt for direktørens fratræden.
Også hos Danske Destinationer går man i gang med at finde en ny forperson, oplyser organisationen i en pressemeddelelse. Den nye forperson vil blive valgt ved Danske Destinationers generalforsamling, der finder sted den 21. marts.
”Vi takker Tonny Thorup for at have været en stærk spydspids i Danske Destinationers arbejde for at sikre en langsigtet politisk prioritering og investering i dansk turisme, der understøtter destinationsselskabernes arbejde med at skabe vækst til gavn for borgere, lokalsamfund og turister. Hans store indsats og engagement har været uvurderlig for foreningens arbejde, og vi ønsker ham alt det bedste i hans fremtidige bestræbelser,” skriver Danske Destinationer.
Relaterede artikler:
Destination Bornholm skifter direktør
Truede med exit: Nu er borgmester en del af VisitAarhus’ bestyrelse

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


