Frederikke Friholm. (Pr-foto).

Destination finder direktør med lokal baggrund

Efter et par måneders søgen har VisitNordsjælland nu fundet sin nye direktør. Hun har erfaring med oplevelsesøkonomi, og så er hun selv opvokset i området.

I oktober meddelte VisitNordsjællands direktør, Annette Sørensen, at hun efter 11 år på posten havde valgt at sige op til fordel for tilværelsen som pensionist.

Nu har man fundet hendes aftager i form af 43-årige Frederikke Friholm, som overtager direktørposten den 1. januar 2025. Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, hvor hun har arbejdet med både fundraising og partnerskaber. Det oplyser VisitNordsjælland i en pressemeddelelse.

Her har hun ifølge destinationsselskabet skabt synlige resultater i arbejdet med at styrke og udvide forvaltningens netværk af blandt andet museer, kulturinstitutioner og oplevelsescentre og været med til at sikre politisk og finansiel opbakning til området.

Ligeledes kommer Frederikke Friholm med erfaring indenfor strategiudvikling fra nogle af de største kulturattraktioner i Danmark, hvor hun ifølge VisitNordsjælland har været med til at sikre markant besøgsfremgang.

Hun har således været formidlingschef og del af direktionen på Den Blå Planet, formidlingschef og souschef på Geocenter Møns Klint og formidlingsmedarbejder hos København Zoo.

Vil udnytte synergier i turismefællesskab
VisitNordsjælland består af de fire nordsjællandske kommuner Fredensborg, Halsnæs, Hillerød og Gribskov.

Netop arbejdet på tværs af kommuner er noget, som optager den tiltrædende direktør, fortæller Frederikke Friholm.

”Det er i det brede samarbejde, at vi lykkes som destinationsselskab. Et stærkt turismefællesskab, hvor vi udnytter synergierne, er kimen til at løfte turismeopgaven, for ingen kan gøre det alene. Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med både kommunerne og erhvervet og til at lære de mange lokale turismeaktører at kende,” siger hun.

Den kommende destinationsdirektør tilføjer, at der aktuelt er gode betingelser for turismen i Nordsjælland.

”Med rekordhøje overnatningstal har vi et fantastisk udgangspunkt for at videreudvikle Nordsjælland som destination og det store potentiale, der ligger, for at tiltrække gæster. Med afsæt i den nye nationale turismestrategi er der lagt en ambitiøs retning for, hvordan vi kan skabe de bedste forudsætninger for fremtidens turisme, der er både robust og mere bæredygtig,” siger Frederikke Friholm.

Har vist stærke evner
VisitNordsjælland oplyser, at det var et enigt ansættelsesudvalg, som har peget på Frederikke Friholm som direktør.

Destinationsselskabets bestyrelsesformand, Per Frost Henriksen (S), konstaterer, at man i hende har set en profil med de helt rigtige kompetencer.

”Med stærke evner for at skabe relationer, strategisk tæft og fokus på at skabe resultater er Frederikke den helt rigtige person til at drive VisitNordsjælland fremad og til at styrke det allerede stærke turismesamarbejde på tværs af erhverv, kommuner og projektpartnere. Med Frederikke får vi en yderst kompetent direktør, der kan sætte en ambitiøs linje og fortsætte den gode udvikling for turismen i Nordsjælland,” siger formanden.

Frederikke Friholm er i øvrigt selv født og opvokset i Nordsjælland og siger selv, at området har en særlig plads i hendes hjerte.

”Dette hjørne af Danmark er og kan noget helt særligt – fra den betagende nordsjællandske natur og kyst til alle de rige kulturoplevelser, små som store. Her er en særlig DNA og mennesker, der med ildhu beriger området med mindeværdige oplevelser. Nordsjælland som brand er et rigtig stærkt kort at have på hænderne,” lyder det fra den kommende direktør.

 

Relaterede artikler:

Efter 11 år: Destinationsdirektør siger farvel

Ni destinationsdirektører har sagt op siden 2023

Destination henter lokal profil som ny direktør