Den tyske hotelkæde 25hours Hotels åbnede denne weekend sit andet danske hotel. Den tyske hotelkæde, som har en global hotelgigant i ryggen, har nu i alt 371 værelser i København.
Søndag kunne den tyske hotelkæde 25hours Hotels fejre, at kædens andet københavnske hotel kunne slå dørene op. 25hours Hotel Copenhagen Paper Island, som det firestjernede hotel hedder, har 128 værelser, hvoraf de mindste værelser er på 16 kvadratmeter, mens den største suite er på 42 kvadratmeter.
Og så går man efter en æstetik, der giver mindelser om et godt gammeldags, dansk sommerhus, og som er udviklet af den svenske designvirksomhed Stylt Trampoli AB, oplyser 25hours på LinkedIn.
I spidsen for det ny hotel er Grit Rister, som i april 2023 blev indsat som direktør for kædens første hotel i København og Skandinavien, 25hours Indre By tæt på Rundetårn, som åbnede i 2022 med 243 værelser.
Accor er medejer
Den globale franske hotelgigant Accor Hotels ejer halvdelen af 25hours Hotels, der også på sit kommende hotel på Papirøen forventer at få et godt miks af business- og leisuregæster.
Udover sine 128 værelser kan 25hours Hotel Copenhagen Paper Island også bryste sig af en asiatisk restaurant og blandt andet tre mødelokaler med plads til 140 personer i det største.
25hours bliver første hotelkæde med et større hotel på Holmen. I 2020 offentliggjorde den svenske kæde Nobis planer om, at dens andet hotel i København skulle opføres i Kuglegården på Holmen med 294 værelser, men de planer blev senere opgivet.
Ejerlejligheder til 35 millioner kroner
Selve byggeriet på Papirøen, hvor det nye hotel holder til, er på i alt på 45.000 kvadratmeter, hvoraf hotellet optager de 7.000. De øvrige kvadratmeter optages af 151 ejerlejligheder, hvor de dyreste har kostet 35 millioner kroner. I planerne for Papirøen er der også over 100 almennyttige boliger samt Vandkulturhuset Papirøen med inden- og udendørs badebassiner.
Der er over 10 bygninger på Papirøen, blandt andet tre tårne med privatboliger. 25hours-hotellet er i to af de mindre bygninger, én på ni etager, den anden er på fem etager.
Selv om hotellet ligger ud til Københavns Havn, har værelserne og suiterne kun begrænset havneudsigt, selve Nyhavn kan ikke ses fra hotellet, Amalienborg kan anes, til gengæld er der udsigt til Operahuset, indsejlingen til havnen og det nordlige Amager.
Relaterede hoteller
Tysk hotelkæde åbner nyt boutiquehotel i København

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


