Det nye Aidenhotel i Holeby. (PR-foto).

Stort hotel gør klar til at slå dørene op

Norske CIC Hospitality og Best Western åbner snart det andet Aiden-hotel i Danmark. Håbet er, at Danmarks største infrastrukturprojekt til dato vil skabe overnatninger på hotellet.

Den 1. august tager et nyt Aiden-hotel i lollandske Holeby imod de første gæster. Hotellet har 132 værelser, og det er de andet hotel i Danmark under Aiden-varemærket. Det første Aiden-hotel hertillands åbnede i Herning den 1. februar 2023 og har 204 værelser.

Aiden by Best Western Lolland er blevet til i et samarbejde mellem BWH Hotels – Scandinavia og den norske hoteloperatør CIC Hospitality. Hoteloperatøren driver ud over Herning-hotellet i Danmark også Hotel Astoria, BW Signature Collection med 93 værelser, Thon Partner Hotel Høje Taastrup med mere end 150 værelser og det 96 værelser store Thon Partner Hotel Sorø, som man overtog driften af fra Comwell i november 2023.

Aiden-hotellet i Holeby er et af tre hoteller under varemærket, som åbner i løbet i 2024 og 2025, hvoraf et er på vej i Odense og et er på vej i norske Bergen. Aktuelt er der med hotellet på Lolland 10 Aiden-hoteller i kæden. CIC Hospitality har aktuelt 30 hoteller i porteføljen, oplyser operatøren.

Placerer sig strategisk ved megaprojekt
Det er ikke tilfældigt, at det netop er Holeby, som er blevet valgt til lokationen for Aiden-hotellet, som åbner næste torsdag. Hotellet ligger nemlig tæt på den kommende Femern-forbindelse, som aktuelt er det største infrastrukturprojekt i Danmarkshistorien, og som når projektet står færdigt, vil være en hovedfærdselsåre for trafikken mellem Skandinavien og resten af Europa.

”Aiden er placeret tæt på Nordeuropas vigtigste infrastrukturprojekt. Hotellet spiller godt nok en lille rolle i forhold til at bringe Skandinavien tættere på Tyskland med verdens længste sænketunnel, men det er stadig sjovt at være en del af så enormt et projekt,” skriver Senior operations manager hos CIC Hospitality, Thomas Furulund, i et opslag på LinkedIn.

Hotellet hænger i øvrigt sammen med det 30 værelser store Hotel Factory Lodge, og de to hoteller kommer begge til at ligge fordelagtigt tæt på den kommende Femern-forbindelse. Mens tunnelforbindelsen først åbner i 2029 har Hotel Factory Lodge oplyst, at tunnelbyggeriet allerede skaber efterspørgsel inden tunnelforbindelsens åbningen.

 

Relaterede artikler:

Stort hotel vækker glæde i klemt by

Norsk kæde er rykket ind i sit andet danske hotel

Comwell overlader hoteldrift til norsk operatør