Fra venstre: Turisme- og Oplevelsesudvalgets nye næstformand Bjarne Klausen, der til daglig er direktør i Odense Zoo, sammen med administrerende direktør Flemming Toft Andersen fra Feriepartner Danmark, der er formand for Dansk Erhverv-udvalget. (Foto: Dansk Erhverv | PR)

Turismeudvalg skifter ud på næstformandsposten

Der er blevet ændret i startopstillingen hos Dansk Erhvervs Turisme- og Oplevelsesudvalget. Formanden er den samme, men næstformanden er ny, og det gælder også 11 af medlemmerne.

Nu har Turisme- og Oplevelsesudvalget hos Dansk Erhverv konstitueret sig således, at man er klar til at løfte de opgaver, der venter forude. Det er blevet gjort i kølvandet på den store erhvervsorganisations årsdag, der løb af stablen i begyndelsen af september.

Udvalget er sat i verden for at komme med anbefalinger til Dansk Erhvervs erhvervspolitiske dagsordener med udgangspunkt i turisme- og oplevelsesområdet. Det foregår blandt andet ved, at medlemmerne godkender organisationens politiske arbejdsprogram på området for det kommende år.

I tillæg hertil drøfter udvalget også aktuelle emner, der har betydning for virksomhederne, da det også er et kardinalpunkt, at udvalgsarbejdet skal bidrage til, at der knyttes tættere bånd i branchen samt at man lærer af hinandens udfordringer og får skabt netværk.

Overtager næstformandsposten
Torsdag var medlemmerne af det nye Turisme- og Oplevelsesudvalg samlet i Tietgens Hus, hvor Dansk Erhverv har midlertidigt hovedsæde, mens skaderne fra den store brand i Børsen udbedres og den historiske bygning bygges op på ny. Her konstituerede udvalgets i alt 49 medlemmer sig.

Flemming Toft Andersen, der er administrerende direktør i Feriepartner Danmark, blev i den forbindelse genudpeget til formandsposten, mens Bjarne Klausen, der er direktør i Odense Zoo, blev valgt som ny næstformand.

Den nye næstformand overtager posten fra Zoo Københavns administrerende direktør Pernille Wendel Mehl, der har haft titlen på visitkortet siden slutningen af 2023.

Derudover indtrådte Vegas direktør Anders Wahrén, landsformand Anne-Vibeke Isaksen fra Dansk Camping Union, Direktør Anni Mogensen fra M/S Museet for Søfart, Vardemuseernes direktør Claus Kjeld Jensen, direktør Henrik Harnow fra Museum Odense som nye medlemmer.

Det samme gjorde direktør Inge Østergaard Jørgensen fra Fængslet, direktør og medejer Jan Vinther Laursen fra Bones, direktør Jesper Højenvang fra Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Landal GreenParks’ landechef i Danmark Jimmi Stæhr-Petersen, direktør Michael Stensbøl fra DGI Byen samt Nils M. Jensen, der er direktør for Organisationen Danske Museer.

Minister kom forbi
I tillæg til konstitueringen fik udvalget besøg af landets uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), der gav et aktuelt indblik i dansk politik, ligesom ministeren berørte den betydning som uddannelse og forskning i hendes optik har for turisme- og oplevelseserhvervet.

Christina Egelund har selv haft branchen inden på livet, da hun tidligere har siddet i VisitDenmarks bestyrelse samt som direktør for og medejer af Jambo Feriepark, der ligger ved Saltum i Nordjylland. Derfor kunne hun perspektivere til turismen, lyder det.

Udover udvalget har Dansk Erhverv en række netværk på på turisme- og oplevelsesområdet. Det drejer sig blandt andet om Hotelnetværket og Kulturnetværket. Dertil kommer flere mere specifikke netværk for venues og events, spahoteller samt et, der er målrettet HR- og personaleansvarlige.


Relaterede artikler:

Dansk Erhverv: Højsæsonen er langt fra forbi

Branchedirektør: ”Det måske dummeste forslag år til dato”

Efterspørger data i debatten om overturisme