Et stort kunstmuseum er nu nået et skridt tættere på en ombygning og udvidelse, som betyder, at det lukker i mere end et år. En arkitekt er nemlig netop blevet fundet efter en konkurrence.
Når kalenderbladet siger den 31. december 2025, vil det store kunstmuseum Trapholt i Kolding lukke for offentligheden.
Det sker, fordi museet skal undergå en omfattende ombygning, og det bliver først, når vi skriver den 1. marts 2027, at museet slår dørene op igen.
Nu har man fundet en vinder af den arkitektkonkurrence, som skulle finde den tegnestue, som skal stå for transformationen, som inkluderer en udbygning, og den vinder er tegnestuen 3XN.
Projektet inkluderer en udvidet gæstemodtagelse, etablering af en skulpturlounge, et fleksibelt formidlings- og såkaldt CRAFT-center samt en ny, integreret oplevelse af museets unikke parkområde.
“I arkitektkonkurrencen har vi modtaget fem virkelig gode bud på fremtidens Trapholt. 3XN vandt konkurrencen med et æstetisk helstøbt projekt, der både respekterer Trapholts eksisterende kvaliteter og peger visionært fremad,” fortæller museets direktør, Karen Grøn.
Bygger for et trecifret millionbeløb
Museumsdirektøren fortæller, at vinderprojektet allerede starter publikums rejse, fra de ankommer på museets parkeringsplads, som suppleres af et tydeligt ankomstområde og giver adgang til den omkringliggende museumspark.
”Bygningen forbinder elegant ude og inde, og bringer dagslys ind fra alle sider samt gennem en signifikant åbning mod himmelrummet. Der er stor fleksibilitet i rumudnyttelsen, som giver Trapholt mulighed for simultant at afholde flere mindre aktiviteter og ved andre lejligheder etablere store sammenhængende lokaler til gigantbegivenheder. Ikke mindst er projektet gennemtænkt med henblik på at opnå så lavt klimaaftryk som muligt i et byggeri med logiske forløb og rene linjer for publikum og gode backstage-faciliteter for team Trapholt,” siger Karen Grøn.
Udvidelsen er ikke noget lille projekt, og den bygger på en bevilling på 102,4 millioner kroner fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Villum Fonden og Kolding Kommune.
Enigt udvalg valgte vinder
Trapholt Museum oplyser, at det var et enigt bedømmelsesudvalg, som udpegede 3XN som vinder af arkitektkonkurrencen.
3XN har udarbejdet vinderforslaget i samarbejde med 1:1 Landskab, Arup, GXN Innovation og SINUZ Rådgivende Ingeniørfirma.
Vinderforslaget udmærker sig ved et stærkt samspil mellem eksisterende og nyt byggeri, en inviterende ankomst, et klart og fleksibelt flow gennem museet og en nænsom integration i landskabet, lyder det.
Relaterede artikler:
Søger finansiering til nyt sjællandsk trækplaster
Slår ny rekord: “Det synes jeg giver utrolig meget håb for fremtiden”

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


