Thomas Bloch Ravn. PR-foto.

Stor opgave lander hos ny og kendt bestyrelsesformand

Ved årsskiftet sætter en særdeles kendt og erfaren skikkelse i den danske museumsverden sig for bordenden i bestyrelsen hos Nordjyllands Kystmuseum. Her bliver én af opgaverne at finde en ny direktør.

Når Den Gamle Bys forhenværende direktør, Thomas Bloch Ravn, sætter sig i stolen som bestyrelsesleder for Nordjyllands Kystmuseum, der har afdelinger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, bliver det med en stor opgave på dagsordenen.

Museets direktør, Henrik Gjøde Nielsen, har nemlig opsagt sin stilling som museumsdirektør, efter at han har været sygemeldt i sommermånederne. Han stopper således ved årsskiftet.

Samtidig har den nuværende bestyrelsesformand, Per Frank Hansen, meddelt, at han ikke kommer til at stå i spidsen for ansættelsen af den kommende direktør. Han stopper nemlig selv ved årsskiftet, og i stedet bliver det altså efterkommeren Thomas Bloch Ravn, der skal stå i spidsen for opgaven. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Glæder sig over tung profil
Det var Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune, som valgte, at det var Thomas Bloch Ravn, der skulle sætte sig for bordenden i bestyrelsen som bestyrelsesleder. Her har formand Peter Laigaard (UP) fortalt, at man i udvalget er begejstrede for den erfaring, som Ravn tager med sig.

”I Kultur- og Fritidsudvalget glæder vi os over, at en af landets allermest erfarne og dygtige museumsmennesker har valgt at påtage sig opgaven med at stå i spidsen for Kystmuseets nye bestyrelse,” har han tidligere sagt.

Indtil der bliver fundet en ny direktør, er det salgs- og marketingchef Maria Groes Eldh, som varetager den daglige ledelse af Kystmuseet Sæby, Kystmuseet Bangsbo Fort, Kystmuseet Bangsbo og Kystmuseet Skagen.

En fremtrædende skikkelse
Thomas Bloch Ravn har igennem tiden været en særdeles fremtrædende skikkelse i det museale Danmark.

Han er uddannet historiker og har været ansat ved universiteterne i både Aarhus og København, ved Rigsarkivet og været leder af det lokale museum i Struer.

I perioden 1996-2024 var han direktør for Den Gamle By, og han er tidligere formand for foreningen af danske specialmuseer og international præsident for den europæiske sammenslutning af frilandsmuseer.

Den version af Den Gamle By, som Thomas Bloch Ravn leverede videre til den nuværende direktør, Julie Rokkjær Birch, den 1. april sidste år, er en anden end den, han overtog dengang i 1996.

Omkring en halv milliard kroner, som hovedsageligt kommer fra velgørende fonde, er blevet investeret i Den Gamle By i den tid, hvor han har stået i spidsen for det store museum.

Disse investeringer indbefatter blandt andet en genopførelse af Møntmestergården fra København, etableringen af et kvarter, som viser Danmark i 1927, en bydel med fokus på 1974 og senest en bydel, som fryser året 2014 i tiden.

Under Thomas Bloch Ravn er der også blevet tilføjet den underjordiske oplevelsesudstilling Aarhus Fortæller, Plakatmuseet, Kunstkammeret, Smykkeskrinet, Museet for Dansk Bladtegning, en ny hovedindgang og tidssvarende restaurantfaciliteter med alt fra gæstgivergård og konditori til pølsevogn og pizzeria.

 

Relaterede artikler:

“Jeg får det lidt ligesom en gammel cirkushest”

Kendt museum henter direktør fra højskole

Direktøren for Den Gamle By giver stafetten videre