Center Parcs Nordborg Resort. (Foto: Mads Urup | Myfilm | Center Parcs Nordborg Resort | PR)

Nyåbnet resort vil udvide med sommerhuse

Det er kun lidt over to måneder siden, at Center Parcs Nordborg Resort slog dørene op, men allerede nu er man gået i gang med de indledende øvelser til at etablere et nyt sommerhusområde.

I midten af juni kulminerede mere end 10 års planlægning og arbejde, da Center Parcs Nordborg Resort officielt blev åbnet ved en ceremoni, hvor både politikere og ejere deltog.

Resortet på Als omfatter 440 feriehuse, et stort badeland ved navn Aqua Mundo, et bytorv med fem restauranter, indkøbsmuligheder, minigolf og bowling samt en mole, der strækker sig 140 meter ud i Lillebælt, men ifølge JydskeVestkysten er der planer om mere.

Det er en del af kæden Centre Parcs, der har en portefølje bestående af ferieparker i Tyskland, Holland, Belgien samt Frankrig.

Skal også lejes ud til andre gæster
Selvom parken er åbnet, er virkelysten dog ikke slukket. Ejerne har nemlig planer om, at der også skal anlægges et sommerhusområde som en del af resortet. Det fremgår af et forslag til en lokalplan, der er blevet sendt i høring af Sønderborg Kommune.

Det har været nødvendigt, da det areal, der omfatter de 25 sommerhusgrunde, i øjeblikket er udlagt til at skulle være et grønt område. Derfor er kommunen nødt til at justere lokalplanen, hvis disse skal kunne bebygges med sommerhuse, der kan sælges til private ejere.

Meningen er nemlig, at man vil benytte den model, der også er kendt fra Lalandia, hvor Center Parcs Nordborg Resort får ret til at udleje sommerhusene i de perioder, hvor ejerne ikke selv benytter sig af dem, oplyses det.

Undgår ikke restriktioner
Sommerhusene bliver bygget i tre størrelser, da de vil være henholdsvis 115, 141 og 171 kvadratmeter store med en maksimal højde på syv meter. De vil ligge på grunde, der bliver på mellem 470 og 900 kvadratmeter i et område ved navn Haren.

For at husene minder om hinanden, bliver de underlagt en række restriktioner. Der må eksempelvis ikke etableres fritliggende drivhuse, udhuse, overdækninger eller lignende sekundær bebyggelse ved husene, ligesom det heller ikke er tilladt at opføre hverken en garage, carport eller en prydhave.

Sommerhusområdet vil ligge mellem kysten og et stykke fredskov og derfor er beplantningen og læhegnene på arealerne planlagt således, at de kunne udgøre levesteder og såkaldte spredningskorridorer for fugle, dyr og planter, fremgår det af høringsmaterialet.

Sønderborg Kommune oplyser, at forslaget til den nye lokalplan vil være i høring frem til den 21. september.


Relaterede artikler:

Fyldte gæstehuse i Danmarks nyeste turistattraktion

Nyt resort blev officielt indviet: “Det er en milepæl”

Nyt resort rykker åbningsdatoen atter en gang