En undersøgelse fra TUI Musement viser, at København er blandt de mest populære europæiske storbyer til bådture. Cityturister er generelt interesseret i at opleve deres destination fra vandet.
Storbyturister i Europa er vilde med at opleve byerne fra vandsiden, fremgår det af en ny undersøgelse fra TUI Musement, der er en division under TUI-koncernen.
Undersøgelsen viser, at mere end 85 procent af de europæiske storbyturister er interesserede i at hoppe på en båd og se byen fra vandet. Det er særligt den afslappende stemning og muligheden for at opleve kendte seværdigheder fra et nyt perspektiv, der lokker turisterne på vandet.
TUI Musement har på baggrund af Google-søgninger mellem maj 2024 og april 2025 rangeret de mest populære storbyer til bådture i Europa. Og her kommer København ind på en fornem plads i det øverste felt af storbyerne.
Femteplads til København
Den danske hovedstad indtager en femteplads med 81.200 søgninger i førnævnte periode. Sejlende turister i København kan eksempelvis opleve Nyhavn, Amalienborg og Den lille Havfrue.
Copenhagen Canal Tours under Stromma er den største udbyder af kanalrundfarter i København. Stromma har 17 kanalbåde med årligt omkring én million gæster, hvoraf cirka 75 procent er udenlandske turister.
Helt i top på listen over de mest populære byer til bådture er Amsterdam med 257.200 Google-søgninger. Kanalerne i den hollandske storby er på UNESCOs verdensarvsliste.
På de følgende pladser ligger Brugge, Paris, London, inden København altså kommer ind på femtepladsen. Den resterende del af top-10-listen udgøres af Budapest, Berlin, Stockholm, Venedig og Prag.
Stigende efterspørgsel
TUI Musement udbyder guidede bådoplevelser i alle byerne på listen over Europas mest populære storbyer til bådture. Turister kan således købe adgang til alt fra kanalrundfarter i Amsterdam og København til romantiske middagscruises i blandt andet Paris og Budapest.
Hvert år sælger TUI Musement omkring 10 millioner oplevelser til turister – og ikke kun TUI-gæster. De mange billetter kan være alt fra udflugter, museumsbilletter, scubadykning, transfers mellem lufthavne og hoteller og så videre.
Helt generelt oplever TUI Musement en stigende efterspørgsel efter kanalrundfarter i europæiske byer. Det er ikke TUI selv, der sejler kanalrundfarterne, men TUI Musement er formidler af billetter til sejlturene.
Relaterede artikler:
Øger sejlende københavnsk hyggekoncept

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


