København. (Foto: Martin Auchenberg | Wonderful Copenhagen | PR)

Hovedstadsturisme skal på dagsordenen inden valg

Kort før kommunal- og regionsvalget afgøres, har Dansk Industri sat syv partier stævne således, at de kan redegøre for deres holdning til, hvordan turismen i København bør udvikle sig.

Der er efterhånden kun få måneder til, at en del af danskerne vil valfarte til valgsteder landet over og via et kryds tilkendegive hvilke lokalpolitikere, som de mener, skal have hånden på kommunekasserne og drive drøftelserne i byrådssalene i de kommende fire år.

Årets valg til kommunerne og regionsrådene finder sted den 18. november, men allerede tidligere på måneden vil Dansk Industri gøre sit til, at turismen bliver et af de emner, som politikerne skal forholde sig til, mens de kæmper om vælgerens gunst.

Det sker ved et debatarrangement, der løber af stablen på Designmuseum Danmark den 7. november. Det er kulminationen og afslutningen på en landsdækkende kommunalvalg-bustur, som organisationen gennemfører i ugerne op til.

Skal drøfte flere aspekter
Diskussionerne til arrangementet vil kredse om forskellige emner, der har relation til turismen i København. De har det til fælles, at de er blevet aktualiseret af, at hovedstaden i de senere år har oplevet fremgang i netop turismen.

”Det har imidlertid også gjort København til genstand for en diskussion af, hvor turismeerhvervet er på vej hen, og om turismen rammer den rette balance mellem vækst og hensynet til byens lokalbefolkning,” lyder det fra Dansk Industri.

Debattørerne skal blandt andet drøfte turismens betydning for fremtidens arbejdskraft i København, hovedstadens infrastruktur og bæredygtighed, om København overhovedet er parat til at tage imod flere turister og hvorvidt turisterne i højere grad bør bidrage til deres eget besøg.

Syv partier går på scenen
Dansk Industri oplyser, at debatten er åben for såvel borgere som virksomheder, der kunne tænke sig at få et indblik i, hvad kandidater fra syv partier i Københavns Borgerrepræsentation mener.

Deltagerne er venstres gruppeformand Louise Theilade Thomsen, Socialdemokratiets politiske ordfører Laura Rosenvinge, gruppeforperson Christopher Røhl fra Radikale Venstre samt Socialistisk Folkepartis teknik- og miljøordfører Astrid Aller.

De skal diskutere turisme med gruppeforperson Frederik Werner Kronborg fra Enhedslisten, Det Konservative Folkepartis gruppenæstformand Mathilde Kastbjerg samt Alexander Ryle, der er førstesuppleant i Borgerrepræsentationen og medlem af Folketinget for Liberal Alliance.

Udvikling bør være i balance
Det er Dansk Industris vicedirektør Henriette Søltoft, som har fået til opgave at moderere debatten. Hun hæfter sig ved den fart, som turismen i København har haft på i årene efter, at verden åbnede sig på ny efter COVID-19-pandemien.

”Branchen er en afgørende motor for økonomi og beskæftigelse i kommunen, hvilket er med til at holde hånden under en lang række andre erhverv og samtidig bidrage til velfærdsøkonomien i København”, siger vicedirektøren.

”Det er vigtigt, at hovedstadens turisme fortsat udvikler sig i en harmonisk balance med de lokale borgere, og derfor bør vi have en debat om, hvordan vi kan fremme branchens styrkepositioner, samtidig med at det sker med en fortsat høj opbakning fra byens beboere.”

Lars Bertolt Winther, der er chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser, slår fast, at hensigten med arrangementet er at give de forskellige partier en platform, hvor de kan fremlægge deres ambitioner for turismeområdet i landets hovedstad.

”Når vi inviterer til en åben debat som denne med deltagelse på tværs af borgerrepræsentationen, så gør vi det, fordi der er forskellige meninger og holdninger til, hvordan og i hvilket tempo turismen skal udvikle sig.”

”Det håber vi kan danne udgangspunkt for en stærkere fælles forståelse af, hvilke muligheder og udfordringer der er på spil for turismen i København – både for byens virksomheder og borgere.”


Relaterede artikler:

Trods Trump: Amerikanere vil på ferie i KBH

Analyse: Hotelinvestorer har godt øje til København

Ny analyse: 2030-mål kræver tusindvis af nye ansatte