Frans Barkler er ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bechs hotelgruppe. (Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech)

Hotelgruppe får specialist som ny partner

Frans Barkler er ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bechs hotelgruppe. Han kommer med 25 års erfaring, og via egen virksomhed har han i mange år rådgivet hoteller om blandt andet udvikling og drift.

EDC Erhverv Poul Erik Bechs hotelgruppe har fået en ny partner i skikkelse af Frans Barkler, der i hotelbranchen er kendt som forretningsudvikler.

Frans Barkler har 25 års international erfaring. I de seneste 15 år har han drevet egen rådgivningsvirksomhed, Business Expansion, hvor han blandt andet rådgiver hoteller om udvikling, drift og salg i Skandinavien og i Tyskland.

Tidligere har Frans Barkler haft ledende stillinger i B&B Hotels og IHG InterContinental Hotels Group, ligesom han har arbejdet hos Colliers, hvor han også havde med hoteller at gøre.

EDC Erhverv Poul Erik Bech har valgt at ansætte Frans Barkler i sin hotelgruppe, da erhvervsmægleren ser et øget fokus på hoteller med blandt andet rekordmange besøgende i Danmark.

Ser frem til spændende opgave
Frans Barkler ser frem til at komme i gang med arbejdet hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, hvor han kommer til at beskæftige sig med endnu flere hoteller.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at blive involveret i endnu flere hotelprojekter, som er det område, jeg virkelig brænder for, og hvor jeg har mine forcer og mit store netværk. EDC Poul Erik Bech er et kæmpe brand og som Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed arbejder de med virkelig mange hoteller, kroer, campingpladser mere mere,” siger han.

”Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til at vide, hvad jeg går ind til og tager alle mine nuværende hotelopgaver og hotelprojekter med mig til EDC, så det bliver virkelig spændende at udvikle forretningen yderligere og styrke hotelområdet.”

I over et år har Frans Barkler som ekstern konsulent arbejdet sammen med EDC Erhverv Poul Erik Bechs hotelgruppe, og han kender derfor allerede mange af medarbejderne, bemærker han.

Sælger flere hoteller end tidligere
Stephen Berthelsen, formand for hotelgruppen hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, er glad for at have samarbejdet med Frans Barkler i over et år, hvor parterne har lært hinanden godt at kende.

”Det har virkelig været et godt samarbejde, vi har opbygget og som også fungerer i samarbejde med vores erhvervscentre, så han har allerede sat sit aftryk i udviklingen af vores hotelkompetencer. Det blev således mere og mere klart, at han skulle blive en fast del og partner i vores stærke hotelgruppe,” siger han.

For et par år siden oprettede EDC Erhverv Poul Erik Bech en dedikeret hotelgruppe, og i år har erhvervsmægleren solgt flere hoteller end tidligere. I øjeblikket er der mange nye hoteller til salg i hele Danmark, lyder det.

EDC Erhverv Poul Erik Bech har blandt andet solgt Molskroen, Havreholm Slot, Benniksgaard Hotel og Hotel Hvide Klit. I øjeblikket har de det ikoniske Hotel Bretagne og mange andre hoteller, kroer og campingpladser til salg.

Hoteller fyldte ifølge Erhvervsmæglernes Branchedata 13 procent af transaktionsvolumen i perioden fra januar til juli i år. Dette svarer til handler for 5,3 milliarder kroner.

 

Relaterede artikler:

Sætter feriecenter ved Vesterhavet til salg

Historisk hotel til salg for 47 millioner kroner

Vil sælge jysk kro med hotel for tocifret millionbeløb