Som altid har der været livreddere på de danske strande i år, som har stået klar til at hjælpe badegæster. I år har det særligt været fralandsvind, som har sendt dem i vandet.
Sommertid er lig med badetid, og det betyder samtidig, at Trygfondens Kystlivredning har været på arbejde på de danske strande for at sikre, at turister og badegæster ikke kommer til skade.
Den 20. august markerede sæsonens ophør, og de foreløbige tal viser, at man i perioden med livreddere har gennemført 63.745 indsatser.
Samtidig vurderes det, at 21 af tilfældene med indsatser involverede personer i livsfare, mens der i 2.195 tilfælde skulle ydes, hvad man betegner som almindelig førstehjælp, hvor snitsår, skader eller dehydrering skulle håndteres. Det oplyser Trygfonden i en pressemeddelelse. Resten af indsatserne var enten forebyggende eller oplysende.
Færre alvorlige situationer på strandene i år
Trygfonden oplyser, at det særligt er fralandsvind, som har været i fokus. Den har nemlig overrasket mange af gæsterne ved strandene, og den har også været årsag til de fleste situationer, hvor en person har været i fare.
I år har der været færre alvorlige situationer, end det var tilfældet sidste år. Også selvom vejret har været nogenlunde ens denne sæson som sidste år. Således var der 26 alvorlige redningsaktioner sidste år sammenlignet med de 21 i år.
I år var der til gengæld hele 1.100 flere forebyggende aktioner sammenlignet med 2024. Det vil sige tilfælde, hvor en livredder for eksempel har været ude i vandet for at advare svømmende gæster om at tage en luftmadras med sig ud i vandet i fralandsvind.
”De mange snakke, livredderne har haft med strandgæsterne – og som er en vigtig del af vores oplysende og forebyggende arbejde – har formentlig haft en betydning for, at der trods alt ikke er sket flere alvorlige hændelser i år på de strande, som vi overvåger,” siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i Trygfonden Kystlivredning.
Relaterede artikler:
TrygFonden: Én myte om badning kan være livsfarlig

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


