Snart får de lokale på Lolland et nyt sted at mødes, da den nye ejer af et tidligere forsamlingshus laver det til en kro, hvor der ligeledes vil være et museum med kunst fra 26 europæiske lande.
De seneste 125 har Forsamlingsgården i Toreby på Lolland dannet ramme om gymnastiskopvisninger, banko, fester og meget andet, men nu har Rita Hanne Lading, der har drevet stedet i 27 år, solgt ejendommen, der fremover skal huse en kro.
”Jeg har ikke tal på, hvor mange arrangementer, vi har afholdt gennem årene, men det er rigtig mange, og jeg er glad for at stedet fortsætter som en god kro og samlingssted,” siger Rita Hanne Lading, der – efter eget udsagn og med egne ord – sælger, fordi hun er ved at være en ældre dame.
Den nye ejer er Hanne Birgitte Olsen, der har i sinde at omdanne Forsamlingsgården til Toreby Kro. Det er en forretningsform, som hun har erfaring med, da den nye ejer siden 2021 har drevet den knap 200 år gamle Udby Kro i Lundby på Sydsjælland sammen med sin søster Dorthe Christensen.
Museum flytter også til Lolland
Ifølge Hanne Birgitte Olsen har man dog haft behov for nye rammer, og derfor har ejerne været på udkig efter et nyt sted, hvor de kunne flytte aktiviteterne fra Udby Kro hen, og det fandt de på Lolland. Derfor lukker deres hidtidige kro søndag den 29. juni.
“Vi har arbejdet hårdt på at finde et perfekt sted til at drive vores kro videre og glæder os utrolig meget til at slå dørene op for Toreby Kro. Det er perfekte faciliteter, som giver os mulighed for fortsat at være et samlingssted for vores gæster,” lyder det.
”Derudover flytter European Art Museum med til Toreby. Det er et lille kunstmuseum, hvor man kan opleve 127 kunstværker fra 26 forskellige europæiske lande. Museet blev grundlagt i 2016 af multikunstneren Leif Nielsen, der ikke er bange for at trampe nye stier på kunstens vej.”
Kan sammenlignes med kongehuset og pølsevogne
Det er Mikkel Heegaard, der er partner hos ejendomsmægleren EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved, der har stået for salget af det forhenværende forsamlingshus. Han forklarer, at der i øjeblikket er en del efterspørgsel efter den slags ejendomme.
“Vi oplever en stor interesse for danske kroer og hoteller i hele landet, og derfor har vi oprettet en selvstændig, dedikeret gruppe, der specialiserer sig inden for området,” forklarer han om selskabet, der for nyligt også havde Molskroen på Djursland til salg.
”Danske kroer er en institution i dansk kultur på linje med kongehuset og pølsevognen, så det er glædeligt, at nye kroer åbner og traditionerne kan fortsætte. Vi er rigtig glade for at have solgt på Forsamlingsgården i Toreby. Det er en fin ejendom og et samlingssted for mange af de lokaler.”
Relaterede artikler:
Molskroen skifter hænder efter kort tid på markedet
Kendt kro serverer millionoverskud
579 værelser i hovedstaden: Hotelkæde åbner historisk kro efter totalrenovering

TURISME24.DK Nyt om turisme i Danmark


