Sommerhuse på Fanø. (Foto: Novasol).

Flere vælger ferien i sommerhus i efteråret

Flere danskere og tyskere vælger i år at tage på efterårsophold i et dansk feriehus. Samtidig er der en markant stigende efterspørgsel på kortere ophold, oplyser stor feriehusudlejer.

Det er ved at være efterår, og bladene er begyndt at gulne på træer og buske. Det betyder dog ikke, at der bliver stille i Turismedanmark.

Hos feriehusudlejningsbureauet Novasol oplyser man således i en pressemeddelelse, at der er en markant stigning i antallet af danske og tyske bookinger i efterårsmånederne.

I oktober er antallet af danske gæster steget med 19,5 procent, mens antallet af tyske gæster er steget med 10 procent sammenlignet med sidste år.

Væksten strækker sig desuden ind i november, hvor der ses en stigning på 11 procent i antallet af danske bookinger, mens mængden af tyske bookinger er steget med ni procent.

Ikke nogen overraskelse
Den stigende efterspørgsel i efteråret er ikke noget, som kommer bag på Novasol. En undersøgelse, som analyseinstituttet Jysk Analyse for nylig har foretaget på vegne af udlejningsbureauet, viser nemlig, at 17 procent af danskerne foretrækker at tage i sommerhus i efteråret, og særligt de ældre segmenter vælger denne årstid.

Blandt de 66-75-årige er det således 25 procent, som foretrækker efteråret, og blandt segmentet 76 år og ældre er det 30 procent, der foretrækker denne årstid.

“Efteråret er blevet en attraktiv sæson for mange, da det giver mulighed for at opleve naturen i smukke efterårsfarver og nyde roen udenfor de typiske spidsbelastningsperioder. For mange handler det om at tage en pause fra hverdagen og få ny energi i en afslappet og fredfyldt atmosfære, hvor der er plads til fordybelse og kvalitetstid med familie og venner,” siger Kenn Rasmussen, vicedirektør i Novasol.

Han tilføjer:

“Efterårssæsonen giver også mulighed for at opleve aktiviteter, der ikke er tilgængelige om sommeren, som at samle svampe i skoven, hygge foran brændeovnen og udforske lokale høstmarkeder.”

Kenn Rasmussen fortæller også, at langt flere huse på markedet i dag egner sig til helårsbrug, hvilket også kan have indvirkning på stigningen i antallet af bookinger.

Efterspørger kortere ophold
I sommerperioden er det særligt længere ophold i sommerhus, som bliver efterspurgt. Modsat er det i efteråret de kortere ophold, som i stigende grad bliver efterspurgt.

I oktober ser Novasol en stigning på 61 procent i antallet af korte ophold i efteråret på mellem én til fem dage blandt danske gæster. For de tyske gæsters vedkommende lyder stigningen på 85 procent.

“Vi ser, at flere gæster vælger korte ophold som en måde at tage en hurtig pause fra hverdagens travlhed. Det handler om at få et afbræk, hvor man kan koble af og nyde lidt tid væk uden at skulle planlægge en hel ferie. Og det er ikke kun noget, vi ser i efterårsferien. Trenden med miniferier fortsætter faktisk også ind i november, hvor vi allerede oplever en markant stigning på 13 procent blandt vores danske gæster og 10 procent blandt vores tyske gæster. Det viser, at lysten til at tage små pusterum i hverdagen virkelig har fået fat,” siger Kenn Rasmussen.

 

Relaterede artikler:

Oplever øget interesse for sensommerferie

Indisk koncern opkøber dansk feriehusbureau

Dansk feriehusbureau får nye medejere