København. (Foto: Henrik Baumgarten)

Meget omtalt initiativ vender tilbage: 90 deltager i år

Sidste år gjorde initiativet CopenPay det muligt for turister at få gratis oplevelser for at opføre sig bæredygtigt. Det vil de også kunne i år, hvor det bliver større og der indføres flere nye tiltag.

Det skabte bølgeskvulp uden for andedammen, da Wonderful Copenhagen sidste år lancerede CopenPay, hvor man arbejder med begrebet nudging for at få turister til at tænke i bæredygtige baner, når de besøger landets hovedstaden.

Initiativet gik kort sagt ud på, at de tilrejsende kunne veksle en indsats til oplevelser. Det kunne eksempelvis være, at fik en gratis bådtur for at samle skrald eller at de ville få en gratis guidet tur på et museum, hvis de vælger at cykle til attraktioner.

Det fattede en del udenlandske medier interesse for, og det blev blandt andet dækket af og omtalt i New York Times, CNN, Washington Post og BBC. Nu bekræfter Wonderful Copenhagen, at CopenPay vender tilbage i år.

Togtransport og længere ophold belønnes
Ifølge organisationen har man skruet op for omfanget af CopenPay i år. Sidste år var der 23 deltagende aktører, men det antal er i år vokset til 90. Det drejer sig blandt andet om Kronborg Slot, Arken, Too Good To Go, Københavns Zoo samt Home of Carlsberg.

Varigheden er desuden også blevet øget, da den er skruet op fra fire til ni uger. CopenPay finder derfor i år sted fra den 17. juni til den 17. august.

Mens initiativet sidste år fortrinsvis kredsede om adfærden i København, vil Wonderful Copenhagen i år også forsøge at få turisterne til at anlægge mere miljøbevidste rejsevaner i forhold til transport. Derfor belønnes de nu også for at rejse til hovedstaden med tog.

Derudover bliver besøgets længde også en del af CopenPay, da organisationen gerne vil sætte fokus på, at det kan være til fordel for klimaet, hvis man rejser færre gange men med længere ophold. Derfor belønner man turister, der bliver fire nætter eller længere.

Kunne mærke en effekt
Søren Tegen Pedersen, der er administrerende direktør for Wonderful Copenhagen, betegner modtagelsen af CopenPay som overvældende. Ifølge direktøren kommer det ikke kun København til gode, men også andre destinationer, som turisterne besøger efterfølgende.

”Målet med CopenPay er i første omgang at nudge vores turister og rykke ved deres bevidsthed om at træffe mere miljøbevidste valg. Og samtidig gør vi det nemmere for dem konkret at give noget positivt tilbage til den by, de besøger.”

”Selvom vi sidste år kunne se effekterne af CopenPay i mængden af indsamlet affald og i cykellejen eksempelvis, så er det primære mål stadig at skabe endnu større effekt ved at påvirke turisters bevidsthed og handlinger,” siger Søren Tegen Pedersen.

“Både imens de er her, og også når de er rejser hjem igen og senere er videre til en anden destination.”


Relaterede artikler:

WoCo blandt mest innovative i rejse og hospitality

Mere international hyldest til WoCo-initiativ

Noget for noget: WoCo vil belønne grønne turister