Flemming Toft Andersen, administrerende direktør for Feriepartner Danmark. PR-foto.

Melder om stor efterspørgsel i påsken

Der er rift om danske sommerhuse i påskeferien, oplyser Feriepartner Danmark. Samtidig er antallet af udlejningsferiehuse også stigende.

Onsdag meddelte Novasol, at flere danskere booker ophold i feriehuse i påskeferien. Nu oplyser Feriepartner Danmark ligeledes, at der er stor vækst i antallet af feriehusbookinger.

Hele 46 procent lyder væksten på sammenlignet med påsken sidste år. Ifølge seneste tal fra Danmarks Statistik lyder forhåndsbookingerne til påskemåneden april samlet set på 29.888 bookede husuger, hvor tallet på samme tidspunkt sidste år lød på 22.126 bookede husuger i påskemåneden marts.

”Vi ser frem mod en travl påske med rigtig mange danske og tyske gæster i det danske ferielandskab. Bookingerne placerer sig aktuelt et godt stykke over sidste års niveau – blandt andet med en fremgang på mere end 50 procent fra det tyske marked, men også en pæn vækst i de danske påskebookinger. Her spiller de seneste ugers milde forårsvejr også en betydelig rolle, hvor vi kan se en direkte sammenhæng mellem vejret og bookingerne,” fortæller Flemming Toft Andersen, der er direktør i Feriepartner Danmark.

Tyskerne trækker læsset
Den store fremgang på det tyske marked bekræfter også, at vores store nabo mod syd fortsat trækker en stor del af læsset på det danske marked for udlejningsferiehuse.

Således står tyskerne for 84 procent af det samlede antal sommerhusbookinger i påsken, og for Feriepartners vedkommende er antallet af tyske bookinger i påsken 57 procent højere end sidste år.

”Selvom påsken retfærdigvis falder lidt senere i år i forhold til sidste år, så er der tale om en signifikant vækst i ønsket om at holde påskeferie i et dansk sommerhus. Vi oplever en stigende efterspørgsel på ‘det nære, trygge og ukomplicerede’ godt hjulpet af duften af forår,” fortæller Flemming Toft Andersen og tilføjer:

”På toppen af rekordudlejning i 2024, er det meget glædeligt, at det danske sommerhusprodukt står konkurrencemæssigt stærkt på vores tyske hovedmarked.”

Udbuddet vokser med efterspørgslen
Hvad der er lige så glædeligt for det danske feriehusmarked er, at det ikke kun er efterspørgslen på ferier i danske sommerhuse, som er i vækst. Det er udbuddet af udlejningsferiehuse også.

Det totale marked for udlejningssommerhuse i Danmark har i en årrække ligget stabilt omkring 40.000 feriehuse, men de seneste år har budt på en stigning i antallet af huse til udlejning på cirka fem procent af det totale marked, oplyser Feriepartner Danmark.

Feriepartner-kæden har selv oplevet en pæn tilgang i antal sommerhuse til udlejning de senere år, og feriehusudlejeren formidler cirka 8.000 sommerhuse i Danmark.

”Efterspørgslen har gennem flere år været stigende. Det er derfor glædeligt, at det via en målrettet indsats er lykkedes branchen som helhed at udvide kapaciteten. Det er gode nyheder for dansk turisme i almindelighed og kystturismen i særdeleshed,” siger Flemming Toft Andersen.

Relaterede artikler:

Flere danskere holder påskeferie i feriehus

Fik millionunderskud i 2024: ”Vi har investeret rigtig mange penge”

Flere vil være kortere tid i sommerhuset