Nu afslører et lækket dokument navnene på tre kunstnere, hvis værker i fremtiden kan blive udstillet i tre planlagte kunstlader på Lolland-Falster. En af kunsterne er særdeles kendt.
På Lolland-Falster arbejders der i øjeblikket med at puste nyt liv i forhenværende landbrugsbygninger således, at disse forvandles til udstillingssteder for samtidskunst, der kan blive et trækplaster for lokale og tilrejsende.
Det er i hvert fald ønsket fra lokale kræfter i Guldborgsund Kommune, der har navngivet projektet Art Barns. Realdania har finansieret en forundersøgelse, mens det tidligere på sommeren kom frem, at kommunalpolitikerne har udbetalt 1,05 millioner kroner for at få projektet i gang.
Det er indtil videre planen, at de første tre kunstlader skal etableres på Fuglsang Herregaard, Vennerslund Gods samt i Bønnelyches Pakhus i Nysted, og nu er det ligeledes kommet frem hvilke kunstnere, der ventes at blive udstillet her. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Avisen er nemlig kommet i besiddelse af et lækket og fortroligt dokument, der indgik i en ansøgning fra Art Barns Lolland, som i foråret blev behandlet i netop Guldborgsund Kommune og dannede grundlag for, at det første millionbeløb blev udbetalt og flere midler øremærket til fremtiden.
Stammer fra Kina, Frankrig og Colombia
Ifølge dokumentet er det langt fra hvem som helst, som det i fremtiden kan blive muligt at opleve værker af i Lolland-Falsters kunstlader. Den af de tre kunstnere, der formentlig er bedst kendt i den brede befolkning, er Ai Weiwei.
Den kinesiske billedkunstner og systemkritiker har blandt andet været med til at skabe OL-stadion i Beijing, ligesom han flere gange har lavet værker ved hjælp af det danske nationalklenodie legoklodser og været udstillet på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.
Det fremgår, at foreningen Art Barns Lolland har fået støttetilsagn Det Obelske Familiefond og Dreyers Fond, som vil medfinansiere at et værk af Ai Weiwei, der har en anslået værdi på 30 millioner kroner. Det vil efter planen blive udstillet på Vennerslund Gods.
På Fuglsang Herregaard vil besøgende i fremtiden kunne opleve et værk af den franske billedkunster Céleste Boursier-Mougenot, hvor levende fugle flyver, synger og spiller på elguitarer, mens colombianske Doris Salcedo vil udstille 60 levende skulpturer i Bønnelyches Pakhus.
Direktør Christoffer Hauglund Faurschou fra Art Barns Lolland har ikke ønsket at knytte en kommentar til oplysningerne.
Relaterede artikler:
Stort millionbeløb skal plante et frø for lokal turisme
Skrinlagte planer: Kunstmuseum skal genåbnes
Kunst og arkitektur skal trække turister til otte destinationer