- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Klipper snoren til Danmarks fremstød under OL

Danmark sætter gang i et marketingfremstød under OL, som starter i Paris senere i denne uge. Her vil kongeparret markere fremstødet med en indvielse.

Når Danmarks atleter tager til Paris senere i denne uge for at konkurrere til de 33. Olympiske Lege, står VisitDenmark og Erhvervsministeriet bag et markedsføringsfremstød på Champs-Élysées i form af The Denmark Pavillon, der bliver et sammenhængende dansk designet udstillings- og eventområde, hvor publikum blandt andet vil få indsigt i dansk innovation og bæredygtige danske løsninger gennem udstillinger, aktiviteter og events.

Pavillonen bliver åbnet med et besøg fra kongeparret, der bliver gjort selskab af Danmarks ambassadør i Frankrig, Michael Starbæk Christensen, og en række inviterede gæster. Her vile kongeparret klippe båndet, oplyser VisitDenmark i en pressemeddelelse.

“Vi er meget glade for, at Kongehuset med sin deltagelse er med til at sætte lys på den fortælling om Danmark, den danske pavillon repræsenterer. Danmark er et lille land med plads til store ideer, og det vil vi gerne afspejle med det vindue til Danmark, vi har forsøgt at skabe,” siger administrerende direktør for VisitDenmark Katja Moesgaard.

Et udstillingsvindue for hele verden
The Denmark Pavillon har til huse i historiske omgivelser ved Maison du Danemark og i Frederikskirken, oplyser VisitDenmark.

Pavillonen åbner formelt dagen før, den olympiske ild tændes i Paris den 26. juli. Mens 10.000 atleter fra store dele af verden deltager, påpeger VisitDenmark også, at millioner af turister rejser til OL for sporten og oplevelsen, og det er en god mulighed for, at Danmark kan promovere sig selv.

“Vi håber, at flest muligt vil lægge vejen forbi os på Champs-Élysée – enten for at lytte til en snak mellem ministre og erhvervsfolk, for at møde danske ildsjæle eller for at opleve nogle af de gratis koncerter med toneangivende danske kunstnere, vi har i The Culture Box, som Frederikskirken i perioden er bygget om til,” fortæller Katja Moesgaard.

Selve åbningen af pavillonen sker til et lukket arrangement, hvor Katja Moesgaard sammen med Realdanias administrerende direktør, Jesper Nygaard, og Danmarks ambassadør i Frankrig Michael Starbæk Christensen er på talerlisten.

 

Relaterede artikler:

H.C. Andersen flytter ind på Champs-Élysées

VisitDenmark vil vise danske styrkepositioner til OL

Dansk destination gør klar til at vise sig frem til OL