- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Vil lægge sag an efter ja til badehotel

Mens byrådet har givet grønt lyst til planer om at genoplive et tidligere badehotel med henblik på at skabe turisme og job, mener i hvert fald en del af naboerne, at det er en dårlig idé.

Nu er der lidt mere klarhed over fremtiden for Saxild Strand Badehotel, der ligger ved kysten uden for Odder i Østjylland. I en periode har muligheden for at puste nyt liv i det forhenværende strandhotel blevet diskuteret, men nu er der truffet en beslutning. Det skriver TV2 Østjylland.

Saxild Strand Badehotels historie strækker sig mere end 100 år tilbage. Tidligere var det ejet af Aarhus Kommune, men det blev afhændet i 2023 og købt af selskabet W1 Holding, der har konkretiseret planerne for atter at få gæster ind i ejendommen.

Udover at genoplive badehotellet vil ejerne derudover også gerne opføre 18 feriehytter og en parkeringsplads, som skal ligge i den omkringliggende skov, men det har delt vandene i lokalområdet.

Meningen er, at badehotellet på sigt skal kunne trække turister og arbejdspladser til kommunen, men det er dog ikke alle, der kan se lyset i den idé.

Kalder det for voldsomt
Badehotellet ligger i et sommerhuskvarter og en til lejligheden udarbejdet miljøvurderingsrapport har konkluderet, at planerne vil betyde, at der vil være væsentligt mere trafik i området, end tilfældet er nu.

Som led i processen har en ny lokalplan været sendt i høring, hvilket har ført til 40 kritiske svar. I denne uge skulle byrådet i Odder Kommune behandle sagen, og her endte 15 af medlemmerne med at stemme for, mens to vendte tommelfingeren nedad.

På mødet slog Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fast, at man som de eneste to partier ikke kunne bakke op om planerne. Det skyldes blandt andet, at man mener, at det er en ”for voldsom udnyttelse af et sårbart naturområde”.

Vil lægge sag an
Det er dog ikke kun visse partier, der er imod. Det samme gælder for i hvert fald en del af de andre indbyggere, der bruger en nogle af deres sommerdage i husene på de små veje ned til Saksild Strand.

Det er blandt andet Henning Lundhøj Jensen. Han har hidtil været imod planerne, og det ændrer byrådets beslutning ikke på. Han mener ikke, at mulighederne endnu er udtømte, eller at kampen stopper her.

”Vi naboer kommer til at klage, og så lægger vi sag an i retssystemet. I den tid har vi svært ved at se, at de kan fortsætte processen,” siger han til TV2 Østjylland.


Relaterede artikler:

Strandhotel en del af ny aftale: “Det er kæmpestort”

Badehotel skaffer plads til udvidelse

Badehotel indgår aftale med kendte ansigter